Det er stadig som om han er der endnu, at han sidder i Walkendorf og hygger sig, maler eller tegner - overvejen hvad dagen skal bruges til. Otte måneder var lang tid, og alligevel så pludselig er han "væk", har ikke fået sagt rigtigt farvel eller givet det sidste kram, håndtryk eller bare et "hej". Og der stå han, på sine brede ben og sin kunstnerhat - og vi savner ham...
Det er velvære at være en Clausen