En dag i skoven gik en pensioneret efterretningsagent, ved navn Hamilton, sig en tur. Det var en frostklar januar. Den dejlige sne knasede under hvert fodtrin og de sidste fugle, der ikke var taget sydpå kredsede over de nøgne trætoppe. Hamilton kunne føle sig tryg herude. Efter at have set sine makkere blive dræbt, selv blive skudt på og selv været morder, var han glad for at kunne begynde på en frisk.
Der var ikke en lyd i skoven og ikke en vind der rørte sig. Et skrig flåede skovens stilhed, lyden fra et knitrende bål hørtes, Hamilton vendte sig om og så til sin store rædsel, et barn omspændt af flammer komme løbende hen mod sig. For første gang i mange år ramte panikken ham, han løb alt hvad han kunne, uden at vide hvor han løb hen. Da han kiggede bagud var der ingen ting. Det var ved at blive mørkt, kulden blev kastet i ansigtet på ham. Han vidste, at han ikke kunne nå tilbage til sin snescooter. Han fik øje på et stort gammelt hus gemt godt mellem nåletræerne, og gik hen imod det for at tilbringe natten der.
Da han kom nærmere så han, at huset var forfaldet og forladt. Ruderne var smadrede på grund af frosten, døren hang skævt, men det havde engang været et stort og flot sted kunne man se. Da han var kommet indenfor og havde sat sig et sted med læ for kulden, lagde han mærke til, at der var oliemalerier overalt på væggene. Alle malerierne havde religiøse motiver, på nær et med et motiv af et brændende barn i helvede. Hamilton følte at genkende billedet, men vidste ikke hvorfra. Han gik ud i køkkenet for at se om der var noget spiseligt. Der var intet der kunne spises, men på køkkenbordet lå der en kniv indsmurt i gammelt indtørret blod. Kniven var rusten, den kunne ikke bruges mere. Siden Hamilton var gået ind i huset havde han følt det løb koldt ned af ryggen på ham. Nu hvor han så kniven, fik han også gåsehud. Pludselig genkendte han det brændende barn på billedet ? det var hans søn?
Hamilton kiggede sig omkring og fik øje på en skygge bag køkkendøren. Dette var et klimaks i Hamiltons liv. Han havde altid været en modig og frygtløs person, men nu følte han sig hjælpeløs og skræmt som en lille mus. En ond latter kom fra alle sider. Væggene trak sig langsomt sammen imod ham og et skelet i sort kappe dukkede op fra skyggen bag køkkendøren. Skelettet kom med sin lange krogede finger strakt mod Hamilton, helt tæt hen til ansigtet. Med en hviskede stemme fortalte skelettet, at intet menneske intet frygter. Skelettet tog sin le og slog den ned i gulvet og forsvandt som et lyn.
Hamilton var forvirret. Han kunne ikke forklare hvad der var hændt ham. Der var ingen beviser for hvad der var sket ? han stod nu ude i skoven. Huset var forsvundet og han stod ved siden af snescooteren.
Der var ikke en lyd i skoven og ikke en vind der rørte sig. Et skrig flåede skovens stilhed, lyden fra et knitrende bål hørtes, Hamilton vendte sig om og så til sin store rædsel, et barn omspændt af flammer komme løbende hen mod sig. For første gang i mange år ramte panikken ham, han løb alt hvad han kunne, uden at vide hvor han løb hen. Da han kiggede bagud var der ingen ting. Det var ved at blive mørkt, kulden blev kastet i ansigtet på ham. Han vidste, at han ikke kunne nå tilbage til sin snescooter. Han fik øje på et stort gammelt hus gemt godt mellem nåletræerne, og gik hen imod det for at tilbringe natten der.
Da han kom nærmere så han, at huset var forfaldet og forladt. Ruderne var smadrede på grund af frosten, døren hang skævt, men det havde engang været et stort og flot sted kunne man se. Da han var kommet indenfor og havde sat sig et sted med læ for kulden, lagde han mærke til, at der var oliemalerier overalt på væggene. Alle malerierne havde religiøse motiver, på nær et med et motiv af et brændende barn i helvede. Hamilton følte at genkende billedet, men vidste ikke hvorfra. Han gik ud i køkkenet for at se om der var noget spiseligt. Der var intet der kunne spises, men på køkkenbordet lå der en kniv indsmurt i gammelt indtørret blod. Kniven var rusten, den kunne ikke bruges mere. Siden Hamilton var gået ind i huset havde han følt det løb koldt ned af ryggen på ham. Nu hvor han så kniven, fik han også gåsehud. Pludselig genkendte han det brændende barn på billedet ? det var hans søn?
Hamilton kiggede sig omkring og fik øje på en skygge bag køkkendøren. Dette var et klimaks i Hamiltons liv. Han havde altid været en modig og frygtløs person, men nu følte han sig hjælpeløs og skræmt som en lille mus. En ond latter kom fra alle sider. Væggene trak sig langsomt sammen imod ham og et skelet i sort kappe dukkede op fra skyggen bag køkkendøren. Skelettet kom med sin lange krogede finger strakt mod Hamilton, helt tæt hen til ansigtet. Med en hviskede stemme fortalte skelettet, at intet menneske intet frygter. Skelettet tog sin le og slog den ned i gulvet og forsvandt som et lyn.
Hamilton var forvirret. Han kunne ikke forklare hvad der var hændt ham. Der var ingen beviser for hvad der var sket ? han stod nu ude i skoven. Huset var forsvundet og han stod ved siden af snescooteren.
Det löber mig koldt ned ad ryggen som paa Hamilton, meget levende(!)og dygtig fortalt story. Jeg gläder mig til dit förste script.
SvarSletStilen ligger højt over aldersniveau. Af og til er der sprogbrug som virker unaturligt for en trettenårig.
SvarSletDu skriver virkelig godt og formår at holde spændingen kørende fra start til slut.Du bruger den fantasi du er så heldig at have flot og gengiver den godt på skrift. Næste gang kunne det være sjovt at læse noget med mere kakofoni og mindre modent sprog. Bravo Christoffer.