Uge 9

Så står man på tærsklen af en uge, men bestemt ikke har set frem til – ugen hvor Fredericias skolevæsen, i udviklingens navn, skal fyre omkring 30 lærere – altså af den faste stab, hvor allerede pensionister, efterlønnere, barselsvikarer, årsvikarer og enhver anden der er tilknyttet undervisning og skole, er sorteret fra. Alt er i spil, alle er i spil. Proceduren er, at alle lærere skal sidde ved deres telefon torsdag morgen mellem 7 og 8 for at afvente et eventuelt opkald – der kan udløse en fyring. Når klokken så er 8 kan man trække vejret igennem og se, om man kan nå i skole den dag. Jeg agter ikke at køre et sekund tidligere – jeg ønsker ikke at sidde i bilen på vej til arbejde og blive ringet op.

Jeg synes selv jeg er tryg i min ansættelse. Over 20 års anciennitet, resurseperson, klasselærer og faglærer og ret god til mit job – og ikke mindst mit køn, gør at risikoen er minsket – men ak, alt er som sagt i spil. Måske passer min fagkombination ikke, måske skal der betales tilbage (jeg siger tingene som de er, også til mine ledere), måske ser de chancen for at få ryddet op – som sagt, ingen ved noget.

Med massefyringer hængende over hovedet er stemningen på skolen naturligvis ikke den bedste. I forvejen har skolen været hård ramt af opsigelser, ballade i bestyrelsen og sygemeldinger, der har gjort at vi i to år har måttet undvære en kollega uden at få en ny, samt at vores leder er langtidssygemeldt efter en periode hvor det i forvejen ikke kørte ret godt. Alle er tyndslidte, alle har gjort en fantastisk indsats, alle har bidraget til at få det til at fungere – og takken er nu, en risiko for fyring – og hvad der så ellers følger med.

Jeg har ikke opgjort konsekvensen hvis det bliver mig. Økonomisk vil det betyde en yderligere stramning og jobmulighederne indenfor mit fag er minimale. Arbejdsløsheden blandt lærere er omkring 20-22% procent og gennem de seneste tre år er der sket en reducering i arbejdsstyrken på mere end 10%. Udsigterne til varig beskæftigelse er ikke gode.

Uanset om det bliver mig eller andre kolleger er det barskt. Hele Købmagergades nedlægges, resultatet af en politisk rævekage, og personalet spredes ud over de andre skoler. Der er en skoleproces i gang, hvor alle skal deltage, men det er lidt svært at deltage i pædagogiske tænketanke, udvikling og trivsel, når man selv risikerer at få sparket.