Gå videre til hovedindholdet

On-line igen...

Tja, sommerferien er overstået og vi er i fuld gang igen. SToffer har et hårdt program med timer til 15 - og en taske så tung som helvede... Caroline dyrker sin atletik, og skal deltage i mærkestævnet næste uge. Lone og jeg er også på vores "pinde" - det er utroligt så hurtigt man kommer i tempo med det samme.

Vores brændeovn er leveret - ser flot ud i stuen, desværre kommer skorstenen først på næste torsdag, men hva, efteråret er jo heller ikke lige på trapperne. Vi er også gå igang med badeværelset. Alt skal slås ned, vi har en aftale med en vvs-mand, der så kommer og rydder op i rør-labyrinthen. Det er meget sandsynligt at vi får brug for know-how i forbindelse med genopbygningen af væggen i badev. - den lyder "skør" og hul. En tømrer til stuen er vist også klar i kulissen.

Nu vil jeg hente Caroline og senere Stoffer - så vil jeg tage en "morfar" på sofaen og glæde mig over, at ovnen er så pæn i stuen.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Tillykke med fødselsdagen...

Idag er det Farfars fødselsdag, hurra hurra hurra.... Kære FarFar - tillykke med de 75 - det var da lidt af en kamp at nå så langt, men vi glæder os alle over at dagen kan fejres stille og roligt. Nu skal du bruge kræfterne på at blive i bedre form og for alt i verden være tålmodig - så tager vi den derfra. Os alle i Fredericia

Refleksioner efter en lang dag

Kommunikationsnedbrud….altså bare rent blog-indlægs-mæssigt. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har forsøgt mig med et blogindlæg med indhold – hvad enten det er regeringsomdannelsen, spritkørsel eller OL – men, ak, intet er der kommet på nær en bunke "kladder" der ikke egner sig ti offentliggørelse. En ting er at "Skitfisken" på Urban er gået i stå, hav værre er, at end ikke på familiebloggen formår jeg at opdatere dagligdagen, på den anden side: intet nyt…. Jer er ved at skrive på en roman…eller en novelle…et essay måske….og har formen…men intet indhold. Romanen sker gennem brevudvekslinger mellem to mænd, der har et eller andet fælles…men som de ikke kan tale om, men som de er "dømt" til at skrive om – for i det øjeblik noget skrives, reflekteres der –og derigennem opnår de en bevidsthed omkring de problematikker der har været igennem. Jeg ved bare ikke hvem der skal skrive sammen, hvad de har til fælles eller hvad de overhovedet skal skrive om