Dissing/Andersen og Christoffer

Så vidt jeg ved, er Benny Andersen og Poul Dissing nogle af grundpillerne i den danskekulturkanon - og derfor var det også en glæde for mig, at Christoffer havde skaffet mig en billet, så vi sammen kunne se, "om de nu også holdt stik" hos nogle ukulturelle som mig.

Sikke en oplevelse - det var ganske fantastisk at se de to aldrende mænd på scenen. Ikke fordi der skete ret meget, tværtimod, men de havde begge en udstråling og aura som kun "stjerner" har. Som supplement turnerer de med Brothers Brassband - 7 vidunderlige hornblæsere, der understøtter de smukke sange og viser.

En time inden tæppefald var salen på Vostrup fyldt til bristepunktet af forventningsfulde tilskuere - nok flest skolelærere, flest over 55. Der sad vi mellem alle Tarm-Skjerns kulturpinger -  også vi var forventningsfulde, men vidste bare ikke rigtigt til hvad. Koncerten startede kl. 19. 

Benny Andersen ser så almindelig ud, er så naturlig og rolig, og når han åbner munden lytter man helt naturligt, for hans sprog er så korrekt og vendingerne så lune og lumske, at det er tydeligt at det er en rigtig digter/poet man lytter på. Imellem musikken læser han udvalgte digte op - og selvom jeg bestemt ikke er digtlæser, var det en nydelse af høre på disse kærlighedserklæringer til Roselie og de mange sproglige underfundigheder han kom med - han ville have været en herrego´ blogger.

Dissing er gammel og kunne med sin krukkede attitude på scenen iført, blød hat, kæmpe tørklæde, habitjakke, jeans og cowboyboots - og taler sagtem ganske sagte og affekteret. Musikken sætter ind efter en kort intro af Benny Andersen og symbiosen af Andersens digte og Dissings stemme forvandler musikhuset til et smukt sted. Dissing synger så anderledes og dog så følsomt og præcist, at man næsten røres af hans sang. Det er svært at se koncerten, for det er svært at vælge om, man skal lytte til Dissings fantastiske sang eller Andersens fantastiske tekster. For mit vedkommen måtte det blive lidt af hvert - for begge dele kunne jeg ikke rumme på en gang. 

Jeg ved det lyder latterligt, at jeg pludselig kan lide Dissing/Andersen - men det er den skinarlige sandhed - jeg blev ramt at det livsbekræftende i kunst - for kunsten er det der skaber sjælen - uanset om det er sang, musik, teater, maleri, performance - det er en vigtig ting man skal unde sig selv. Lad os skære i forsvarsbudgettet og lad os i stedet støtte alle former for kunst, for det har vi fortjent over for os selv.

Afslutningsvis; Christoffer var lige så begejstret og da han efter koncerten sneg sig ind til de to gamle herrer, som han plejer.... fik han hvad han havde brug for....og denne kommentar fra Poul Dissing, "jeg giver dig kun en autograf hvis du holder op med at sige "De" til os..." - det siger lidt om Dissing - og Christoffer.