Jeg har lige afsluttet Erling Jepsens roman ”Kunsten at græde i kor” - og det var en hæslig bog at komme igennem. Den er ikke særlig lang, 200 sider, den er ikke særlig svær at læse og den er ikke kedelig - den er…..hmmm…..den rammer et eller andet udefinerbart sted i hjertekulen.
Man følger en købmandsfamilie i en lille sønderjysk by. Der er børnene på 11 og 14 år, dreng og pige, der er moren, der kommer fra Hamburg og så er der faderen, en lille mand der styrer familien. Drengen ser meget op til faderen og går gennem tykt og tyndt med/for ham. Datteren misbruges af faderen og moderen er passiv, velvidende hvad der foregår i familien.
Selve historien er grotesk, en blanding af krimi og samfundsrealisme - iblandet småborgerlig fnidder og facadespil. Man følger hvordan familien går mod opløsning, samtidig med at den stiger op af den sociale rangstige - og i barokke situationer skildres og det lille samfunds hæslige facadespil.
Det der især rammer er misbruget af datteren. Både de reaktioner der fremkaldes i familien og omgivelserne kender jeg fra min hverdag - at det blinde øje vendes til, at der ”tysses”, at uvidenhed bliver et valg. Piger gør naturligvis oprør, bliver selvdestruktiv - og destruktiv - og ingen tror på hende… ingen vil tro på hende, især ikke efter faren er blevet mere respekteret i samfundet. Sønnen, hovedpersonen og fortælleren, ved at der sker noget ”fy-fy”, men for ham er det en naturlig del af familiens liv - og det at tie om det. Jeg kender alle signalerne, jeg har mødt reaktionerne og jeg har mødt børn der har brug for hjælp, men som ikke får den fordi den er farlig og tabubelagt.
Jeg synes ikke bogen var sjov, jeg synes sproget var for fladt og enkelt og det sønderjyske præg er så som så… den kunne have fundet sted i andre egne. Naturligvis tænker man på Abild og lokalsamfundets reaktion, men den anklager ingen andre end os selv som ærlige og ansvarlige mennesker.
Man følger en købmandsfamilie i en lille sønderjysk by. Der er børnene på 11 og 14 år, dreng og pige, der er moren, der kommer fra Hamburg og så er der faderen, en lille mand der styrer familien. Drengen ser meget op til faderen og går gennem tykt og tyndt med/for ham. Datteren misbruges af faderen og moderen er passiv, velvidende hvad der foregår i familien.
Selve historien er grotesk, en blanding af krimi og samfundsrealisme - iblandet småborgerlig fnidder og facadespil. Man følger hvordan familien går mod opløsning, samtidig med at den stiger op af den sociale rangstige - og i barokke situationer skildres og det lille samfunds hæslige facadespil.
Det der især rammer er misbruget af datteren. Både de reaktioner der fremkaldes i familien og omgivelserne kender jeg fra min hverdag - at det blinde øje vendes til, at der ”tysses”, at uvidenhed bliver et valg. Piger gør naturligvis oprør, bliver selvdestruktiv - og destruktiv - og ingen tror på hende… ingen vil tro på hende, især ikke efter faren er blevet mere respekteret i samfundet. Sønnen, hovedpersonen og fortælleren, ved at der sker noget ”fy-fy”, men for ham er det en naturlig del af familiens liv - og det at tie om det. Jeg kender alle signalerne, jeg har mødt reaktionerne og jeg har mødt børn der har brug for hjælp, men som ikke får den fordi den er farlig og tabubelagt.
Jeg synes ikke bogen var sjov, jeg synes sproget var for fladt og enkelt og det sønderjyske præg er så som så… den kunne have fundet sted i andre egne. Naturligvis tænker man på Abild og lokalsamfundets reaktion, men den anklager ingen andre end os selv som ærlige og ansvarlige mennesker.
Sa bare put den i ä konvolut och
SvarSletafler den til a Poststation saa je
osse kan faa gläde af den