AC/DC

AC/DC i Parken – 19. juni 2009

Så blev julegaven pakket op…og det var ikke en af de bløde.

Når man som jyde skal til koncert i Parken er det altid en rejse – og i dette tilfælde en ekspedition til det ukendte, da vi hverken vidste hvad vi skulle forvente af bandet og af ”spillestedet”. Det viste sig at vi ikke behøvede at gøre os nogle bekymringer – for begge dele var ganske enkelt i top og de supergode anmeldelser i aviserne (bla 6 stjerne i Politiken), fortæller jo alt. Her vores version af ekspeditionen.

Mine kolleger kunne ikke se min røv for bare skosåler da klokken blev 11 – og jeg havde fri. Efter et bad, lidt musik på stereoen og et stykke toast med peanutbutter, satte vi os i bilen kl. 14 – indtastede gps-punktet til hovedstaden og kørte mod Shell for at fylde tanken til 11.17 kr,- literen. Med passende timing endte vi direkte i fredagstrafikken, så efter den første time var vi kun nået til Odense – derefter gik det dog lidt mere fremad indtil vi mødte Solrød, hvor det stod stille. Dørene til Parken blev åbnet kl. 18 – og med jysk grundighed, ville vi være på vores pladser tidligt – og trods en god trafikal modstand og en gps der af og til ville have os op ad ensrettede gade i centrum af København, fandt vi dog en anvendelig p-plads bag Botanisk Have… som planlagt. Turen gennem København gik næsten uden stress, jeg er sgu altid så bange for at knalde en Københavnsk sommer-cyklepige ned – så jeg er meget ”tense”, men det gik smertefrit.

Klædt i sort, så godt som det nu går – jeg i grå bukser, begav vi os mod Parken, ved at følge strømmen af bus-jyder med dåsebajere og højlydte forventningsgrynt. Aldrig har jeg set så mange midaldrende, fede mænd klædte i forvaskede ac/dc-shirts og bandanaer på en gang. Vi stod ved indgang A7 klokken 17.45 – timing var i orden, nu kunne vi shoppe (jeg skal også have en tour-shirt) og lade op. Klokken 17.57 blev gaten åbnet og som de første kunne vi betræde Øvre A i fodboldens højborg, til et koncertbesøg – mærkeligt.

Vi havde fået nogle gode pladser, med godt view over scenen, godt view over Parken og placerede røvene i de røde sæder nummer 144 og 145 – 4 timer inden hovednavnet skulle på. Efter en fransk hotdog, lidt cola og et krus varmt – og ganske velsmagende, kaffe, kunne vi nu suge indtryk til os. Parken fyldtes ganske langsomt og med jævne mellemrum kommer der regnbyger, til skadefryd for os på tribunerne, nu hvor vi jo ikke havde fået nogle af de fede pladser på ”jorden”. De to supportbands leverede så godt de kunne – en utaknemmelig opgave, og præcis kl. 21.44 startede en tegnefilm på storskærmene – der endte i bulder, brag og røg – og med et damplokomotiv der crashede på scenen til tonerne af ”Rock N Roll train” – og så startede festen. Jeg vil ikke komme nærmere ind på de enkelte numre, setlisten kan ses andetsteds.

AC/DC spillede i to timer uden den ellers obligatoriske pause. Det var fuldt drøn fra start til slut – høj tempo, rock som man forventer fra de gamle australiere. Det var fascinerende at opleve, at bare ansatsen af de første tre toner i et nummer, så startede fællessangen. AC/DC er Angus Young på guitar – og halløj, han lede fuldt på til klicheerne – han var guddommelige og fantastisk energisk – intet ondt ord om ham. Man ved med det samme når det er ”Thunderstruck”, ”TNT”, ”Helles Bells” eller ”Highway to Hell”, det kører der ud ad, og publikum istemmer straks – som fællessang på bakken – om end i lidt anden udgave. Lyden var efter jydske forhold bestemt ikke god, men hvis københavnerne ikke er bedre vandt, jamen så var det optimalt. AC/DC larmer og brager, Angus farer frem og tilbage, fortryller os med attituder og sin guitar – vi får det hele, hans skoleuniform, hans forvredne ansigtsudtryk, han bevægelser – og en 20 minutters solo – formidable! Forsangeren lyder som en maskinsav der brummer, vrider og arbejder – og han var meget mere energisk og godt syngende end jeg havde forventet. Bandet viste at det ikke er en tilfældighed når man bliver som store som dem – så han man det bare. Sceneshowet var ok – der var kanoner, fyrværkeri, en stor oppustelig ”Rosie” og masser af AC/DC chicks i lårkort og bryster der næsten eksploderer ud af t-shirten.

Efter 2 timers ren rock – sluttede det med fyrværkeri – og så var det bare om at komme ud. Allerede mens man stod ved udgangen, begyndte scene-folkene at afmontere scenen, Gøteborg næste dag, mens Parken langsomt tømmes – og mængden af plastikkrus blev synlig. En strøm på næsten 50 000 forlod størstendels tilfredse koncerten, man i søgen efter bussen til Tarm, et værtshus eller som os, en bil parkeret indenfor en overkommelig radius. Ind i bilen, på med gps, så jeg via HCA-boulevard blev guidet sikkert ud på motorvejen og så fuld skrue hjemad til Jyllland, kun afbrudt at dankortsautomaten ved Broen – 03.00 stod den på natmad – og nogle tilfredse smil. Vi havde ikke talt meget på hjemturen, heller ikke hørt musik, vi sad bare og fordøjede indtrykkene….- og det var gode – og nu, to dage efter, for satan hvor var det fedt.