Oktober og november er jo vigtige måneder i den nyere tyske historie, og endda et glædeligt og opløftende kapitel. Man var der jo selv, kan man sige – oplevede demonstrationerne, den spirende civile ulydighed og den pludselige nedbrydning af symbolet på 40 års socialistisk diktatur, muren i Berlin. Snart var DDR opløst, historie og en ny historie tog sin begyndelse. Optimismen var styrende og de pessimister der var, var dem der havde haft goderne i bonderepublikken.
Jeg sad for 20 år siden og skrev på en synops til samfundseksamen, hvor jeg forsøgte at redegøre for Tysklands fremtid som én stat og fremtiden for ”de nye forbundslande”. Som kildemateriale brugte jeg artikler fra ”Spiegel”, Willy Brandt og diverse sociologers fremtidsteorier. Det hele var kommet så pludseligt og hidtil uset i historien, at materialet stort set ikke fandtes, så meget måtte også bygges på sund fornuft og en kritisk holdning til den daværende eufori.
I min synops kom jeg lagde jeg blandt andet op til, at der ville gå mindst 25 år inden skellet mellem øst og vest var borte. Jeg havde også bekymringer omkring den frie markedsøkonomis hastige indtog og i det hele taget den pludselige demokratiseringsproces, der bare udeblev, da DDR blev opløst. Jeg favoriserede bestemt ikke det socialistiske system, men var meget kritisk overfor visionen om, at Persil, Coca-Cola og Dr. Oekter skulle skabe et langvarigt opsving og basis for et velfærdssamfund. Jeg synes selv det var en god opgave.
Indtil….
Jeg sad ved eksamensbordet. Jeg havde min lærer og en censor fra RUC foran mig. Umiddelbart synes jeg det var en fordel at censor kom fra Det røde Universitet, men ak, der tog jeg fejl. Jeg blev jordet. Det ville ikke tage mere end 5 år inden Tyskland, både øst og vest, var sammensmeltet. Hele ”DDR” ville opleve en social og økonomisk vækst, demokratiet ville blomstre og med den, ville hele østblokken blive integreret i et rigt Europa. Jeg blev nærmest hånet for min kritiske holdning – og da jeg fik min absolut middelmådige karakter, grinede censor og læreren stadig af mig og mine tanker. Det gjorde faktisk lidt ondt.
Nu er det 20 år siden og her til morgen så jeg en artikel på DR, der omhandlede en ny undersøgelse af leveforholdene i Tyskland. De viser blandt andet, at Mek-Pom og Sachsen-A er kraftigt ramt af arbejdsløshed og at et stigende antal familier lever under fattigdomsgrænsen. Generelt for hele østtyskland er, at lønningerne kun er ¾ af den vesttyske, og at, der er en fortsat voksende ulighed mellem øst og vest. Man kunne med kådhed konkludere, at genforeningen ikke er fuldendt, selv ikke efter 20 år – og at det efterslæb vil være synligt nogle generationer frem endnu. Det er ikke lykkes ”Dr. Oetker” at skabe et velfærdssamfund baseret på forbrug, den frie markedsøkonomi gælder kun, så længe der er et marked og ”klejner” i forbrugernes lommer. Den tyske genforening er en succeshistorie – men tidsfaktoren og de menneskelige omkostninger er betydeligt større end forventet.
Altså, kan jeg sidde i min sofa og klukke for mig selv. RUC-professoren tog fejl og jeg havde ret, eller var i det mindste nærmere sandheden. Han har sikkert glem alt om mig, men jeg håber, at når han læser Information i dag, at han bare et millisekund har en snert af dårlig samvittighed, også selvom han ikke ved hvorfor…
Kommentarer
Send en kommentar