Flere titler...

Et par kønne demokrater..

På hver sin side af Middelhavet sidder et par herskere, der på hver sin måde definerer demokrati-tanken, og som også i sidste ende forvalter deres embede lige dårligt. Den italienske loverboy og det selvudnævnte arabiske talerør. Begge er en skændsel, begge handler ud fra en tro på, at det de gør, er for folkets bedste, de er forblændet af deres egen arrogance.

Mest interessant for tiden er oprøret i Libyen og Ghadaffis kamp for at overleve. Hvad sker der i landet? Passer rygterne virkeligt om indsættelse af eget luftvåben?  Hvorfor et det netop nu revolutionen ulmer? Hvad er der sket i det land der i en periode var ”vise-frem” landet i den arabiske verden? Ghadaffi må have forvaltet sin goodwill meget dårligt – og for i øvrigt også alle de oliemilliarder landet har tjent. Han har ført sig frem som arabernes hemmelige konge, haft travlt med at blade sig i nabolandenes konflikter – og overskredet tærsklen mellem hersker og diktator uden at opdage det. Når man ser dagens billeder af Ghadaffi med parasol i en golfvogn, har han samme uforstående udtryk som Rumæniens Ceausescu lige før han blev henrettet. Jeg tror, at Ghadaffi er overbevist om, at han gør det rigtige, han forstår ikke hvad der sker omkring ham og er sikkert både skuffet og vred over sin befolknings uvidenhed.

Den italienske demokratiske Godfather forvalter sin magt lige så skidt – og hvis vi europæere ikke var så satans ordentlige, var en revolution i Italien på sin plads. At han måske knalder småpiger er sin sag, men at han er så arrogant omkring den furore det har skabt, er endnu værre. Berlusconi er en demokratisk diktator, der via medierne er med til at positionere sin magt. Som i halvdårlige science-fictionfilm, ser man ham hyldet på de mange tv-kanaler han ejer og den italienske demokratiforståelse formår ikke at afsætte ham. I EU burde vi være flove over en hersker som ham – og havde han været fra en anden verdensdel, havde EU haft pegefingeren løftet.

Lad begge ”diktatorer” være en advarsel til os andre om, at vi ikke bare skal finde os i systemet, i mangel på alternativer. Vores egen regering laver også regler og love, som de forvalter som de selv synes (overvågning, flygtninge, velfærd) – alle borgere bliver berørt, men når bare vi kan spare lidt i skat, vælger vi igen de røvere. Det er på tide at civilcourage, at solidaritet og medmenneskeligheden vækkes – ikke bare i den arabiske verden.