revolutionær analyse

De revolutioner der for tiden fejer over det nordafrikanske kontinent, benævnes som revolution v.2.0 – et passende navn til en bølge der efter sigende er skabt via de nye medier såsom twitter, Facebook og Google. Det er da en spændende udvikling, men desværre er der ingen der følger mine twits og når jeg åbner Facebook står der intet om revolutioner, men en masse ligegyldigheder; ”ahh, ferie” eller ”jeg har købt nye sko”.

Der findes også et internet v.2,o – altså en innovation af det bestående internet. V.2,0 er ny kodeåbent software, programmer der kan deles frit og websteder der styres af brugerne som f.eks Wikipedia. Det passer jo godt nok til den revolutionære bølge, det er bare ikke revolutionen der er det svære, det er tiden efter, ”Revolutionen æder sine egne børn” (frit efter Büchner). Nu skal den nyvundne frihed forvaltes og systematiseres, og hvem skal så gøre det og i hvilken form? Der er mange eksempler på, at revolutioner bare har skabt nye totalitære ledere.

Noget af de mest basale ved et menneske er at blive set og hørt, at få anerkendelse, at være ”noget”. Heri er netop styrken og gennemslagskraften ved de nye medier – man bliver til en del af et fællesskab, man kan kommentere på det – og bedst af alt, få en form for respons. I det øjeblik jeg er en del af noget andet, er jeg noget, mennesket identitet skabes sammen med andre. Når ”jeg” bliver en del af et fællesskab og et resultat, opbygges der en større ansvarlighed for at lykkes. ”Jeg” vil yde noget mere, ”jeg” vil involvere mig, ”jeg” vil træde frem for fællesskabet. Derfor er der en million sejrherrer i Egypten, som alle har været en del af revolutionen. Derfor er der også god mulighed for at revolutionen lykkes. Det har ikke kun været en politisk revolution, men en folkelig.

Jeg drager paralleller til de Baltiske revolutioner, hvor det var balterne selv der gik på gaden  protest mod det russiske herredømme. Det var folket selv og ikke en magt udefra, der skabte ændringerne. De baltiske lande fik hurtigt skabt relationer – og er den dag i dag fuldt fungerende nationer. Et skrækeksempel er de revolutioner der skete i Jugoslavien i begyndelsen af 90´erne. Her var en række vesteuropæiske lande hurtige til at udråbe nye nationer, inden folket var en del af oprøret. Revolutionerne kom til at handle om politiske sympatier og ikke om reelle ændringer i den enkelte borgers hverdag. Pres skaber modpres (elementær pædagogik med udad-reagerende børn) og det ydre pres fra Vesteuropa, var med til at tænde en ild hos de magthavere der ønskede deres egen politiske revolution (altså magt). Resultatet så vil gennem 90´erne. Det er det samme der ses i Afghanistan. De stakkels afghanere aner ikke hvorfor alle er så interesserede i deres land, hvem er god, hvem er ond? Jeg er overbevist om, at Taliban på et eller andet tidspunkt var blevet afsat af folket.

Derfor er det også vigtigt at verden lader Egypterne bruge lidt tid på at sunde sig igen – også selvom verden i første omgang er nervøse for den kommende ledelse af landet. Egypten skal støttes, så egypteren kan mærke det, uanset religion eller politisk standpunkt, for den folkelige revolution har vundet, og ingen magthavere kan styre et land hvor folket ikke støtter dem.