Grækenland part IV

Hvis man nu forestiller sig at jeg har en elev der ikke fungerer særligt godt i en almindelig skolesituation, måske med en afvigende adfærd, intelligens eller en særlig diagnose, så skal jeg (naturligvis) alligevel inkludere ham/hende under de givne omstændigheder. Nemmest ville det være at smide ham ud, bebrejde ham gang på gang for hans tidligere adfærd, straffe ham eventuelt og så ellers håne ham i det offentlige rum så snart chancen byder sig. Hvis han fortsat ikke gjorde som alle andre, så ville jeg straffe ham yderligere, give ham ekstra lektier for, forlænge hans skoledag eller tale med hans forældre gang på gang – i forventning om, at så bliver han nok normal til sidst. Alle er naturligvis klar over, at den metode ikke vil virke. Hvis han skal hjælpes kræves en ekstra indsats, der skal skabes en pædagogisk grobund for udvikling, evt. belønning, eventuelt skabes anderledes rammer for at ”opdyrke” en succes. Det er bestemt ikke nemt, men oftest virker det.

Hvis man nu overfører ”skolebilledet” til den virkelige politiske verden er det helt anderledes. Klassen er Europa, barnet er Grækenland (eller Spanien, Portugal etc.), barnet der ikke fungerer særligt godt i samværet. Her bruger man straffe og håne-pædagogikken og undrers samtidigt over, at den almindelige græske borger ikke klapper i hænderne af begejstring.  Man forsøger at gøre grin med demokratiets svære vilkår, man sætter hænderne i siden og udbryder ”kan I da ikke forstå” og roser sig selv for den indsats man gør på andres vegne. Selv i vores lille andedam, som ikke engang bidrager finansielt, nedgøres og hånes Grækenlands indsats gang på gang. Det er sjælden at tvang og hån, ”vi alene vide-attituden” har nogen særlig gos effekt politisk, se bare på dønningerne af Versailles-traktaten eller invasionerne i Irak og Afghanistan – tryk avler modtryk.

Naturligvis skal der stilles krav til Grækenland (og snart Spanien), og der lægges mange (sure) milliarder i landet, men indsatsen skal væbnes med tålmodighed og særlige hensyn – og der skal skabes rammer for en positiv udvikling, ikke via tæsk.