Familiedagbog

En god fortælling forsvinder sjældent og derfor ser jeg altid frem til at tage den danske kolonihistorie frem i historietimerne. Min basis er altid Thorkild Hansens slavetrilogi, et fantastisk værk der beskriver og fortæller om hhv. Guldkysten, hvor slaverne blev indfanget, om Skibene, hvor man transporterede slaverne under forfærdelige forhold og De dansk-Vestindiske Øer, hvor slaverne blev brugt som arbejdskraft på sukkerrørsplantagerne - inden sukker og restproduktet blev udskibet til Danmark, København og Flensborg. Det er også altid spændende at opleve elevernes reaktioner efterhånden som det går op for dem hvad slaveri indebærer - og ikke mindst, at Danmark var særdeles aktive og nøjagtigt lige så grusomme og menneskeforagtende som alle andre kolonimagter. Oveni krydres fortællingerne med beskrivelser om leveforholdene, ikke kun for slaverne, men også for det danske personale, hvoraf de fleste ikke overlevede de første tre år i kolonien, især ikke i på Guldkysten, hvor de

Hatten, det er hatten. Når der er tid streames der film og serier her i huset. Netflix, Viaplay C-More og HBO står til rådighed – og det er godt, når de ”gamle” sender kedelige udsendelser som X-faktor og des lige – som vi slet ikke ser overhovedet. Senest har vi ser serierne ” The 100 Code ”, ” Sherlock ” og ” Taboo ” på hhv. HBO og Viaplay. ”The 100 Code” er på trods af navnet en svensk serie, med engelsk-amerikansk tale – og til tider kvalitet. Det handler om en række bestialske mord, som spreder sig fra USA til Sverige. En amerikansk politimand kommer så til Sverige og skal opklare mysteriet. Serien starter godt og interessant, men i takt med at de 12 afsnit løber, falder kvaliteten og ender som det værste mak-værk. Kliche på kliche følger. Amerikaneren og svenskeren kan ikke sammen (doh), politimandens datter er teen-irriterende (doh), amerikaneren ”jages” af dårlig samvittighed og drikker (doh), en ung hacker er med til at løse sagen (doh), datteren fi

I går faldt samtalen med en kollega på gode film – film der skulle ses og filmskabere der var værd at følge. Da mit ” var ”indskud” til samtalen handlede hhv. om Stanley Kubrick og Tarantinos ”Pulp Fiction”, kunne jeg lige så godt bare have fundet på nogle vrøvle-ord, for effekten ville have været den samme – nemlig ingen. ”Hvem F… er Kubrick” – og ”Pulp Fiction, den kender jeg ikke” var reaktionerne. Samme reaktioner havde jeg for i øvrigt da jeg spredte min glæde over, at jeg skulle se Eddie Izzard live. Jeg tør slet ikke nævne at vi netop har købt ”Columbo” – alle 7 sæsoner, fra 1969 til 1976…. En gruppe elever er i gang med deres projektopgave om ”Gamle dage”, og de spurgte om jeg levede i 70´erne – hvilket jeg kunne bekræfte – og blev mødt med   distanceret forundring og beundring. Så blev der taget en bog ud af tasken og vist billeder af Fredstegnet og bukser med stort svej. Jeg kunne bekræfte, at vi lignede noget fra en jolly-reklame (en cola) med L

Der er så mange ting man kan bekymre sig over i forbindelse med 2017, desto større er behovet for de små forventninger, måske… Umiddelbart ser jeg frem til, at 2017 er et dansk Stanley Kubrick-år, hvilket indebærer forskellige udstillinger, film og bogudgivelser om filmmageren – naturligvis fortrinsvis i København med ”kultureliten” og filmsnobberne som toneangivende – men måske bliver der også lidt til os, der bare holder af hans film. Jeg fatter ikke begyndelsen (stenen) og afslutningen (syretrip) i Rumrejsen 2001 , jeg ved ikke hvad der sker med faderen i Ondskabens Hotel (The Shining) ud over at han bliver småtosset, jeg iagttager og nyder ”bare” drab og mord i Full Metal Jacket , elsker hver indstilling i Barry Lyndon og forundres over hans (Lyndons) grådighed og dumhed og gider ikke set Dr. Strangelove færdig – bliver ganske enkelt træt af den. Eyes wide shot har jeg slet ikke set, det kunne være et af målene for 2017. Samlet set er Kubrick en fi