Gå videre til hovedindholdet

mit (forelöbig) sidste indläg....

Gennem de fleste aar af mit nu snart 68 aarige liv har jeg ikke brudt mig om at
tale til folk der ikke gider at lytte. .Og da jeg ikke er underviser eller lärer har jeg
ikke ändret denne indstilling . Ok der kan väre dage hvor e`n selv er lidt
ved siden af, og maaske overvurderer sine gode raad og interessannte beretninger.
For det meste dog kunne jeg klart fornemme, her er dine ord ikke efterspurgt og
har derefter indstillet mundvärket. I begyndelsen med krummede taer siden med
et indvendigt afsagt berömt ordsprog, färdig. - Jeg synes at FamilieDagbog er som
en hvid, hvid väg hvor jeg taler imod og kunfornemmer lyden af mit eget ekko.
Saa jeg krummer taeerne i mine sutsko og indstiller tanke..og mundvärket hermed.

Kommentarer

  1. Hov Hov.....man kan da ikke bare sådan takke af. Hvad med dine faste læsere som har fulgt dine sjove og tankevækkende indlæg gennem tykt og tyndt?

    Mvh en utilfreds læser.

    Arne Overunderbo Larsen

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Tillykke med fødselsdagen...

Idag er det Farfars fødselsdag, hurra hurra hurra.... Kære FarFar - tillykke med de 75 - det var da lidt af en kamp at nå så langt, men vi glæder os alle over at dagen kan fejres stille og roligt. Nu skal du bruge kræfterne på at blive i bedre form og for alt i verden være tålmodig - så tager vi den derfra. Os alle i Fredericia

Refleksioner efter en lang dag

Kommunikationsnedbrud….altså bare rent blog-indlægs-mæssigt. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har forsøgt mig med et blogindlæg med indhold – hvad enten det er regeringsomdannelsen, spritkørsel eller OL – men, ak, intet er der kommet på nær en bunke "kladder" der ikke egner sig ti offentliggørelse. En ting er at "Skitfisken" på Urban er gået i stå, hav værre er, at end ikke på familiebloggen formår jeg at opdatere dagligdagen, på den anden side: intet nyt…. Jer er ved at skrive på en roman…eller en novelle…et essay måske….og har formen…men intet indhold. Romanen sker gennem brevudvekslinger mellem to mænd, der har et eller andet fælles…men som de ikke kan tale om, men som de er "dømt" til at skrive om – for i det øjeblik noget skrives, reflekteres der –og derigennem opnår de en bevidsthed omkring de problematikker der har været igennem. Jeg ved bare ikke hvem der skal skrive sammen, hvad de har til fælles eller hvad de overhovedet skal skrive om