Såfremt voldgraven ikke havde været frosset til, er jeg overbevist om, at jeg ville kunne forcere den uden at få våde sko eller bukser - for jeg er ret sikker på, at idag ville jeg have kunnet gå på vandet....
Fra morgenstunden af blev jeg hilst af min leder - der var overrasket over mit perfekte og fejlfri tysk jeg brillierede med i fredags, da vi fik besøg af nogle tyskere, som skal have deres to børn i min klasse. Ikke fordi min leder overhovedet spiller nogen rolle for mig - men hvis han havde stukket en finder i jorden, havde det ikke været en overraskelse for ham....
Nå, men ikke nok med det - så fik jeg også at vide, at den tyske mor og hedes to små tykke tyske drenge gerne ville besøge os idag! Pyh, nu havde jeg regnet med at lave "ingenting", men når der dukker forældre op, må jeg jo hellere foretage mig noget med eleverne. Grande succes, de blev i mere end 4 timer - og oplevede den danske folkeskole og mentalitet fra sin bedste side. Se,se - her kan Cottbus ikke være med. Jeg lavede matematik med mine unger, som altid i godt humør, masser af indsats og masser af hygge og trivsel. Tyskerne var overraskede over hvor stille og roligt det hele forløb, hvordan eleverne var på fornavn og "du" med mig - og over, at de kunne gå rundt og hjælpe hinanden, tage en glas vand og grine sammen. Som altid afslutter jeg matematiktimerne med en leg - og nu ville tyskerne være med....
Efter frikvarteret fortalte de, at børnene i skolegården legede sammen! Deres oplevelse af skolegang i tyskland var mobning, store mod små og utryghed. Jeg tog dem derefter med i sløjdlokalet, sammen med de store elever (14 år og opefter) og alle gik igang med deres opgaver, mens jeg kunne gå rundt og vejlede og hjælpe. I Cottbus er sløjd afskaffet, så drengene nød at få lov til at lave hvad de ville...og de gik igang, og de kaldte mig "Thomas" og de glæder sig til at starte efter juleferien. Se, det var en sand julehistorie - og det er netop den trivsel, tillid og gensidig respekt man skal have i et undervisningsmiljø. Jeg har i hvert fald gjort god reklame for dansk skolekultur i Cottbus.
Næste punkt var, at jeg skulle supervisere en kollega, der var så langt ude, at da vi aftalte supervisionen i sidste uge, græd hun. Pyh, det er hårdt at supervisere - jeg er fysisk udmattet bagefter for jeg skal i den grad koncentrere mig, holde igen på de gode rås og "mærke" hvor det er jeg kan hjælpe min kollega - og når det så også handler om noget emotionelt og ikke bare en møgunge, er det ekstra svært. Det fantastisk ved en supervision er, når "øjeblikket" indtræder, når supervisanten kan se en mulig løsning, når der er blevet løst op for frustrationer og afmagt - og der skinner et lille lys forude. Det sketet efter en times samtale idag - den var der bare - "smerten" var blevet afløst af håb, der var en mulig udvej og nu skal min kollega ikke gå hele julferien og tænke, ærge og være frustreret - se, så er det fedt at være supervisor - desværre i det offentlige system, for i det private er en coachtime lig 1100,- kr.
Nu har jeg kun ca. 456 andre ting jeg skal have nået i løbet af ugen, og meget kan se anderledes ud i morgen efter 19.00 - for jeg skal "passe" min nevø og min niece.....dagen er blevet kåret som årets Broccolidag, dagen hvor sukker forbydes...hehe
Kommentarer
Send en kommentar