Det er en rigtig ubehagelig situation jeg befinder mig i - for hver dag når jeg kører hjem fra arbejde tænker jeg; ”er det bare det??”. Dagene forløber gnidningsløst, timer går derudaf, kolleger og ledelse er rare og ungerne er søde. Jeg har (naturligvis) haft min første forældreklage - og en anden forældre der satte sig bag i klassen med notatblokken fremme, men dem satte jeg ”til vægs” med fantastisk undervisning og grundig forberedelse. Ja, rygtet om mig løber allerede blandt mødrene derude, måske har jeg været for direkte, men ikke mere end at jeg kan stå 100 % inde for det - hvilket jeg også har meddelt ledelsen.
Min specialopgaver er indtil nu ret begrænsede. Jeg har ikke haft nogle reelle samtaler med elever endnu, og de problemer jeg skal være med til at løse, er af sådan en karakter - at det lige nu er barnemad! Endnu har jeg ikke mødt nogle 13-årige alkoholikere, ingen cutter-piger, ingen visionsløse og modløse etniske børn (der er nada på skolen), ingen grædende forældre i telefonen og ingen der har slået en lærer eller smidt med et bord. De elever jeg har i min funktion er børn der har det lidt svært derhjemme. Måske er de lidt oversete eller der pylres for meget om dem, så når der stilles krav har de svært ved at tage sig sammen. Jeg har også en del der laver lidt ballade - altså efter mit normalbegreb ganske lidt - og så har jeg en gruppe unger der ikke kan sidde på stolene.
Og det er netop det der bekymrer mig - Er det bare det, eller bryder helvede løs på et tidspunkt?
Jeg befinder mig vel og har brugt den første uge på at finde mig til rette - så, nu, kom med udfordringerne. Kom med de elever der skal tages hånd om, elever der er i mistrivsel og som har reel brug for støtte - hvor er de?? Faktisk var det kun i den time hvor der sad en sur forælder i hjørnet at jeg fik frigivet nogle endofiner - lidt spænding, en chance for at sparke røv - eller går det bare derudad.
Det er i hvert fald en fornøjelse at føle at jeg får mere og mere energi dag for dag, frem for de sidste mange år, hvor arbejdet var en energidræner. Jeg får stille og roligt fyldt op, bliver ivrig efter at komme i gang og glæder mig over min beslutning - den var rigtig.
Min specialopgaver er indtil nu ret begrænsede. Jeg har ikke haft nogle reelle samtaler med elever endnu, og de problemer jeg skal være med til at løse, er af sådan en karakter - at det lige nu er barnemad! Endnu har jeg ikke mødt nogle 13-årige alkoholikere, ingen cutter-piger, ingen visionsløse og modløse etniske børn (der er nada på skolen), ingen grædende forældre i telefonen og ingen der har slået en lærer eller smidt med et bord. De elever jeg har i min funktion er børn der har det lidt svært derhjemme. Måske er de lidt oversete eller der pylres for meget om dem, så når der stilles krav har de svært ved at tage sig sammen. Jeg har også en del der laver lidt ballade - altså efter mit normalbegreb ganske lidt - og så har jeg en gruppe unger der ikke kan sidde på stolene.
Og det er netop det der bekymrer mig - Er det bare det, eller bryder helvede løs på et tidspunkt?
Jeg befinder mig vel og har brugt den første uge på at finde mig til rette - så, nu, kom med udfordringerne. Kom med de elever der skal tages hånd om, elever der er i mistrivsel og som har reel brug for støtte - hvor er de?? Faktisk var det kun i den time hvor der sad en sur forælder i hjørnet at jeg fik frigivet nogle endofiner - lidt spænding, en chance for at sparke røv - eller går det bare derudad.
Det er i hvert fald en fornøjelse at føle at jeg får mere og mere energi dag for dag, frem for de sidste mange år, hvor arbejdet var en energidræner. Jeg får stille og roligt fyldt op, bliver ivrig efter at komme i gang og glæder mig over min beslutning - den var rigtig.
Kommentarer
Send en kommentar