Gå videre til hovedindholdet

Livets gang....


Det her er et sort hul..
nede i bunden sidder jeg med
min clausenske snotforkölelse
jeg baade gräder,nyser og
hoster dagen lang. Jeg kan
ikke läse nok se tv,da mine
öjne ustandselig löber i
vand og ud af näsen pipler
en ström af det klareste
taarer der söger sig en vej
ud. Jeg kender jo denne tilstand
fra för men jeg troede at jeg
var over det.Det varer 3-4 dage
saa kan jeg saa smaat krybe ud
af hullet.(haaber jeg)

Kommentarer

  1. Når du engang er kommet over Clausnerns genetiske fejl, så overvej om en tur til Vostrup den 4 februar ikke kunne være spændende - den aften opfører Christoffers hold "Elvira Madigan" - med ham i rollen som Sixtens ven, Rosenblad (vistnok). Alle skal være velkomne..

    SvarSlet
  2. God bedring - hold dig fra vandpytter i fremtiden.

    SvarSlet
  3. noffor nynker otte mig alrig?

    hnoffsh!

    SvarSlet
  4. den 4.de er jeg vel rask
    og i landet! saa tak for invitationen.
    Walkendorf bestaar kun af vandpytter!

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Tillykke med fødselsdagen...

Idag er det Farfars fødselsdag, hurra hurra hurra.... Kære FarFar - tillykke med de 75 - det var da lidt af en kamp at nå så langt, men vi glæder os alle over at dagen kan fejres stille og roligt. Nu skal du bruge kræfterne på at blive i bedre form og for alt i verden være tålmodig - så tager vi den derfra. Os alle i Fredericia

Refleksioner efter en lang dag

Kommunikationsnedbrud….altså bare rent blog-indlægs-mæssigt. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har forsøgt mig med et blogindlæg med indhold – hvad enten det er regeringsomdannelsen, spritkørsel eller OL – men, ak, intet er der kommet på nær en bunke "kladder" der ikke egner sig ti offentliggørelse. En ting er at "Skitfisken" på Urban er gået i stå, hav værre er, at end ikke på familiebloggen formår jeg at opdatere dagligdagen, på den anden side: intet nyt…. Jer er ved at skrive på en roman…eller en novelle…et essay måske….og har formen…men intet indhold. Romanen sker gennem brevudvekslinger mellem to mænd, der har et eller andet fælles…men som de ikke kan tale om, men som de er "dømt" til at skrive om – for i det øjeblik noget skrives, reflekteres der –og derigennem opnår de en bevidsthed omkring de problematikker der har været igennem. Jeg ved bare ikke hvem der skal skrive sammen, hvad de har til fælles eller hvad de overhovedet skal skrive om