Gå videre til hovedindholdet
Så blev jeg endelig pædagog. Jeg var ellers lidt i tvivl da jeg kl.03.35 begyndte at skrive min disposition for min mundtlige fremlæggelse og oven i købet fandt frem til et helt andet tema end jeg oprindeligt havde planlagt. Da censor fortalte at jeg havde et minut tilbage tænke jeg blot "jammen vi er jo ikke nået til sekulariseringen eller den kulturelle frigørelse" der var så meget jeg ville fortælle dem jeg vidste,de havde stillet de helt rigtige spørgsmål og jeg tror ikke der var et enkelt "øhhh" eller andet at sætte en finger på,det var vildt fedt. Nu er det overstået for denne gang,jeg vil ikke læse om individuseringsprocesser eller om hermeneutik i laaaaang tid. Jeg vil smide mine sokker på gulvet (med fare for de hænger på væggen),smide et spil i x-boxen og aflade mine batterier,måske læse en eller anden åndsvag tegneserie og tage en ekstra portion cornflakes i dagens anledning,noget man kan forholde sig til.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Tillykke med fødselsdagen...

Idag er det Farfars fødselsdag, hurra hurra hurra.... Kære FarFar - tillykke med de 75 - det var da lidt af en kamp at nå så langt, men vi glæder os alle over at dagen kan fejres stille og roligt. Nu skal du bruge kræfterne på at blive i bedre form og for alt i verden være tålmodig - så tager vi den derfra. Os alle i Fredericia

Refleksioner efter en lang dag

Kommunikationsnedbrud….altså bare rent blog-indlægs-mæssigt. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har forsøgt mig med et blogindlæg med indhold – hvad enten det er regeringsomdannelsen, spritkørsel eller OL – men, ak, intet er der kommet på nær en bunke "kladder" der ikke egner sig ti offentliggørelse. En ting er at "Skitfisken" på Urban er gået i stå, hav værre er, at end ikke på familiebloggen formår jeg at opdatere dagligdagen, på den anden side: intet nyt…. Jer er ved at skrive på en roman…eller en novelle…et essay måske….og har formen…men intet indhold. Romanen sker gennem brevudvekslinger mellem to mænd, der har et eller andet fælles…men som de ikke kan tale om, men som de er "dømt" til at skrive om – for i det øjeblik noget skrives, reflekteres der –og derigennem opnår de en bevidsthed omkring de problematikker der har været igennem. Jeg ved bare ikke hvem der skal skrive sammen, hvad de har til fælles eller hvad de overhovedet skal skrive om