30 år er gået

For 30 år siden sad vi 30-40 unge mennesker i et fyldt klasseværelse, flere klasse samlet, og overværede den første opsendelse af ”Rumfærgen”. Vi gloede timevis på det 32 tommers tv der var sat op i den ene ende, gardinerne var trukket for ikke at reflektere på den lille skærm og heden blev ulidelig af de mange svedende teenagere. Læreren, jeg husker ikke hvem, sad forrest og kommenterede højtideligt enhver bevægelse på skærmen, helt opslugt og uden af ænse de fleste tøser der bare sad og kedede sig jammerligt. Vi knægte var spændte, det var dengang Star Wars var ”hot” og rummet så nu ud til at blive erobret i vores tid. Hver især drømte vi om den tur i rummet der snart var en mulighed for os alle. Så vidt jeg husker blev starten skubbet flere gange, så begejstringen dalede en smule efter den første time, men ikke så meget at læreren blev ”mistænksom”, vi ville nødigt tilbage til klasseværelset for at få geografi eller samfundsfag, så når vi blev for kåde, dæmpede vi hinanden en smule.

Op kom den, og det var et stort øjeblik. Faktisk lignede det enhver anden opsendelse man har set, men når raketten lignede en flyvemaskine var det lidt anderledes. Efter opsendelsen fik vi fri. Læreren gad nok ikke mere – og det gjorde vi sikkert heller ikke. Jeg husker ikke hvor jeg så den første landing, jeg tror ikke det var i skolen, men jeg ved at jeg så den og en af astronauterne hed vist ”Crippen” og var lidt af en helt for mig, indtil jeg glemte ham. (Var han med da rumfærgen eksploderede?)

Nu er det altså slut. Den sidste rumfærge er landet og klar til at komme på museum, hvor den vil stå som et symbol på en uopnåelig drøm – måske side om side med Concorden. Man er selv blevet 30 år ældre, rummet er ikke mere på dagsordenen, det er vores egen klode der har den største opmærksomhed. Hvordan det vil gå fremover ved jeg ikke. Russerne og japanerne der havde rumfærger på tegnebrættet har skrottet deres planer, Indien og Kina er nu de kommende aktører – og måske lykkes det de lande at skabe en ny drøm.