Hvis jeg
gjorde mit arbejde som landstræneren, ville jeg blive fyret.
Morten Olsen
roser holdet, dets indsats, roser enkelte spillere, beretter om den rette
taktik og dommerens uvilje overfor holdet – i en kamp hvor landsholdet taber
med 1-3, og hvor de på intet tidspunkt var i nærheden af et point. Det svarer
til, at jeg har en lektion hvor alt går galt, hvor eleverne intet lærer, hvor
de ikke lytter, hvor ingen af dem yder, hvor min undervisning er fejlplaceret –
og jeg så roser klassen og siger, at min forberedelse var perfekt, at mit
materiale var veltilrettelagt og at der ikke er noget at gøre ved at eleverne
intet lærer…. Det er ganske enkelt ikke acceptabelt. Når landstræneren roser
indsatsen i den grad som han gør, er det i virkeligheden ham selv og sine egne
dispositioner han roser. Tre kampe, to point – kan status så være
tilfredsstillende?
Uafgjort på
hjemmebane mod Tjekkiet er ikke nok. Hjemmebanen skal være en fæstning, især
når man ikke er et udebanehold. Uafgjort med 10 bulgarer er heller ikke nok, i
Sofia var chancen for at sætte sig i toppen og skabe pres for de andre hold,
det lykkedes ikke. Nederlaget i Milano kunne være ligegyldigt såfremt man havde
hentet flere point i de første kampe, nu blev det i stedet en cementering af
den dårlige kvalifikationsstart og et landshold under pres. Indsatsen var i og
for sig acceptabel, det taktiske oplæg en fejldisposition.
Kampen mod
Italien viste en klasseforskel som ikke er set i mange år fra landsholdets
side. Man taber naturligvis kampe og mod Italien på udebane må man gerne tabe,
men dette nederlag viste en klasseforskel det ikke er set i mange år. Danmark
var ganske enkelt uden chance mod et meget regulært Azurrihold, der med en
middel indsats kunne holde danskerne i ave. Nærmere analyse unødvendig.
I år har
Danmark vundet mod Australien i en opvarmningskamp og mod Holland (sensation)
under EM – to er endt uafgjort og resten er tabt. Ud af 30 mulige point har DK
opnået 8. Kun en har ansvaret.
Kommentarer
Send en kommentar