Nu er Tønder igen
havnet i mediernes søgelys – og igen er det ikke for det gode. Tønder Bank, den
lokale bank, krakket med brask og bram og efterladt en masses naive kunder med
irriterende gæld frem for skattelettelser. Så sent som i sidste måned blev der solgt
aktier for mere end 30 mio og nu er resterne købt af Sydbank.
Jeg har aldrig haft
Tønder Bank og de har aldrig villet have mig. Det var den lokale ”Korsbæk
bank”, den med traditionerne og de faste kunder (bønderne), den der kendte og
værdsatte sine kunder og som ikke tog alle og enhver ind i sin favn. Derfor gør
det heller ikke indtryk på mig, da jeg som tidligere Tønder-”boger” ved hvor
indspist og småt det hele er dernede.
I Tønder tror man
noget om sig selv, for meget om sig selv – ja faktisk kun om sig selv. Man tror
fortsat at man er noget specielt – og nøjagtigt som da seminariet blev lukket,
lød tonerne inde, ”Vi er da dem der ikke kan lukkes…, vi er noget særligt”, på
trods af at alt andet pegede i anden retning. Sådan smuttede uddannelserne, militæret,
virksomhederne og nu også bankerne.
Ikke et sekunds
medfølelse kommer der fra min side. De ligger som de har redt, men naturligvis
er det uheldigt for de småsparere der i deres naivitet har lagt mere end 250 000
kr til bedre tider, men så heller ikke mere ynk. Allerede for tyve år siden var
atmosfæren den samme. Vi Tøndringer ved bedre, vi har nok i ”vos siel” og så
snart man var nord fra Kongeåen blev man anset for at være Københavner.
Da vi boede i
Carstensgade, fik vi ved et ”uheld” tilsendt olieregningen for hele huset og
ikke kun lejligheden. De viste sig at vi betalte mere end for hele huset. Da vi
gjorde opmærksom på det hos leverandøren (den lokale), fik vi at vide at der
var sket en fejl – og at vi ikke skulle blande os mere i det…. Leverandøren og
ejeren var sammen om at ”pumpe” de studerende for den sidste krone – vi sagde
kort efter op. Jeg kunne naturligvis heller ikke få nogen aftaler med bankerne
dernede, de ville gerne have os som kunder, men uden at ville støtte os – som fattige
studerende. Derfor flygter så mange unge fra den udørk. Bankerne har ikke
formået at holde på de unge, hjælpe dem i gang og måske få dem til at skabe en
tilværelse i lokalområdet – og det koster i længden. Det samme med jobs – det var
umulig for os at få noget varigt, ganske enkelt fordi vores baggrund ikke var
sønderjysk, vi møjnede ikke godt nok, vi var ikke en del af dem.
Og det er måske
også godt nok. Tænk om man havde siddet i et parcelhus i Abild, men job på
kommuneskolen….brrr. det løber mig koldt ned at ryggen.
Der er nok noet om det med" vi er os siel".Da vi for hundred aar siden flyttede tilö Frederian paatalte Tönder boigforening der ejede penhuset i Jejsing noget med en dör ok, hvor man hövler falder spaaner men saa vil jeg til gengäld ha dören.Jeg tog ekstra paa Tönder Retshus. Det kunne jag have sparet mig, baade modparten,dommer og hvem der ellers löb rundt i lokalet saa igennem mig for dem var jeg ikke tilstede og inden jeg saa mig om var forhandlingen färdig og jeg skulle betale og saa skrippe af.
SvarSlet