Den nye skolereform omtales allerede som om den
er en realitet… og det vil den sikkert også snart blive, men lige nu er den kun
et løst optegnet politisk skitse, der er kommet i fokus fordi den er blevet en
del af overenskomstforhandlingerne for lærerne. At lærerne stritter imod
skyldes bestemt ikke lærernes manglende vilje mod forandringer, heller ikke mod
normalisering af arbejdstiden, men mod, at vi som ansatte skal sige ”ja” til en
overenskomst vi ikke kender virkningerne af. Udgangspunktet til forhandlingerne
var, at vi naturligvis, i overensstemmelse med de andre parter, var meget
nøjsomme vores krav. Rent faktisk var
lærernes udgangspunkt et accept af endnu en reallønsnedgang, endnu en reduktion
af stillinger og endnu en regulering af den omregningsfaktor man har. Dette
blev fra begyndelsen afvist fra KL, der allerede før forhandlingerne havde
varslet en lock-out, der blev en realitet i sidste uge – uden nogen form for
realforhandlinger. Det er i og for sig almindelig arbejdskamp. Der hvor hele
sagen bliver speget er den politiske indblanding.
Da Socialdemokraterne i sin tid kom til
”magten” blev der garanteret at der skulle være to lærere i de mindste klasser,
at skolerne skulle have ro og at lærerne støtte. I de sidste 5 år er antallet
af lærere reduceret med mere end 10%, uden et fald af elever eller timer der
skal læses. At regeringen så også lancerer en skolereform i forbindelse med
overenskomsten er uhørt. Reformen går i store træk ud fra to mantraer. For det
første at flere timer sammen med en lærer giver bedre viden for eleverne, for
det andet, tanken (den gamle Radikale fra 90´erne) om heldagsskolen, hvor
eleverne er i skole til mindst kl. 16.
En sådan reform er dyr, betalingen for denne reform kan staten ikke
finansiere, så det må lærerne selv gøre gennem mere arbejde uden kompensation
for løn.
Tiden til betaling skal tages fra
forberedelsen, altså, lærerne skal undervise flere timer. Jeg underviser lige
nu ca. 24 lektioner om ugen, planen er, at jeg skal undervise 27-29 lektioner
om ugen uden at få mulighed for at forberede de ekstra lektioner. Da jeg ikke
for løn for mere end 37 timer om ugen, må jeg som kompensation forberede
tilsvarende mindre – og det hænger ikke sammen med at levere den samme
kvalitet, hvor er kvalitetsløftet regeringen foreslår så blevet af? Ligner det
ikke bare en besparelse? Oven i købet viser alle undersøgelser, at tid med
lærerne ikke giver mere kvalitet, men god forberedt undervisning giver
kvalitet! Det vælger regeringen at overhøre.
I befolkningen hersker der naturligvis det
billede, at lærerne kun underviser 23 timer om ugen, at de har tidligt fri og
at de ikke behøver at forberede sig. Det gængse billede er blevet forstærket i
medierne med partsindlæg fra forskellige politikere, se Vestagers bredside i
sidste uge, så ordet ”normalisering” af lærernes arbejdstid er blevet det man
siger og mener. Hvad normalisering indebærer er der vist ikke så mange der er
klar over.
Først og fremmest må det handle om, at jeg er
på skolen 37 timer om ugen, som på enhver arbejdsplads. Altså møde kl. 8 og gå
hjem kl. 15.30. I dette tidsrum skal jeg planlægge og afholde min undervisning,
afholde teammøder, fasemøder, klassemøder og pædagogiske møder. Jeg skal i
dette tidsrum afholde møder med psykologer, sundhedsplejersker, resursepersoner,
socialrådgivere og ledelsen. I dette tidsrum skal jeg også afholde
forældremøder, forældresamtaler og møder om elever. I dette tidsrum skal jeg
efteruddanne mig, gå på kurser, afholde netværksmøder og kommunikere med
hjemmene via skoleintra. Derefter vil jeg gå hjem – uden at bruge et sekund på
at forberede undervisningen, uden at tænke eller tale med forældre eller bare
tjekke min post endsige svare på mails.
En normalisering af arbejdstiden vil også
betyde ændringer på min arbejdsplads. Jeg skal have stillet arbejdsrum til
rådighed, it-udstyr, arbejdsbeklædning – eller i hvert fald fradrag for det.
Jeg skal have min pausetid – og kræve, at det er pause…på trods af blodnæser
eller gårdvagter og jeg skal have overtidsbetaling for lejrskoler, skolerejser
eller hvis klokken bliver 15.31… Det er absurd. En fordel vil også være, at jeg
vil kunne tage mine fem ugers ferie efter mit behov. Jeg kan altså, tage af
sted inden sommerferien hvor priserne er 30% billigere, jeg kan tage til Rom
uden for Efterårsferien eller på skitur uden for uge 7. I det hele taget vil normaliseringen af min
arbejdstid i bund og grund give mig nogle af de fordele alle andre har og give
en bedre struktur end den har nu. Det vil bare ikke kunne lade sig gøre med
mindre kvaliteten af den forberedelse jeg laver mindskes.
Og derfor denne arbejdskmap – som KL ønsker, og
har ønsket fra begyndelsen af. KL tænker ikke pædagogik eller kvalitet, de
tænker kroner og ører – som man jo gør når man arbejder med mennesker….
Kommentarer
Send en kommentar