Dag 1

Som min status på Facebook indikerer, er jeg lock-outet, i princippet fritstillet af min arbejdsgiver, kommunerne. Det er en helt ny situation, det er underligt – og rent økonomisk koster det mindst sommerferien, da man som lockoutet ikke modtager løn – der må suges på lappen i en periode fremover.

Det er jo en ulykkelig situation, for eleverne, for forældrene og for hele den proces der finder sted omkring overenskomstforhandlinger. Det er også en ulykkelig situation for mig, jeg har det faktisk ikke ret godt med at være lock-outet, men støtter naturligvis DLF af fuld hjerte. Jeg render rundt med en masse underlige følelser i hovedet, lidt frustration, lidt forvirring og endda en smule dårlig samvittighed – overflødigt, taget i betragtning, at andre har valgt at stille mig der hvor jeg står.

Og så er der alle de medietæsk man får, det er nærmest uudholdeligt. JP, danske fascisters foretrukne avis, bebrejder lærerstanden for at vi sender så mange analfabeter ud fra skolen, selvom det ikke har noget som helst med overenskomstsituationen at gøre, Undervisningsministeren sender tal på gaden om det dårlige gennemsnit der er ved afgangsprøverne, uanfægtet, at de (4000) der ikke går op, tæller i statistikken – som så i den grad er misvisende og TV2-News gør det til en folkesport at komme på tv med pasningsinitiativer fra private. Jeg synes det er fint at en tea-kwon-do klub laver ”pasning” for deres medlemmer (kun medlemmerne altås) og man kan da sagtens få et par dage ud af det – men i det lange løb holder det naturligvis ikke.

Der har også været historien om den barslende kvinde i Jylland, der passer klassens piger, igen kun pigerne, en hel dag – bravo moster, så kom du i tv – holde skanser i 3 uger, så så ser vi videre. Eller fodboldklubben der starter dagen med lektielæsning (der er sgu da ingen elever der har lektier for…doh) og så går de ud på banen et par timer og derefter hygger de. Jeps. Det holder tre dage, så er det overstået.

Der synes som om, mange tror, det at være lærer er at passe børn. Vi skal bare være der, sørge for at de ikke slår hinanden i hovederne, så går det nok. Men nej, at være lærer er en profession, det er et job, der kræves en mellemlang uddannelse og der kræves sin mand hver dag. Jeg stiller mig ikke ind foran klassen, beder dem om at slå op på side 46 og så lave den. Derefter går jeg til side 47. Jeg har en folkeskolelov at leve op til, jeg har årsplaner, jeg har et ansvar for den enkelte elevs personlige udvikling og dygtiggørelse – og så har jeg naturligvis egne faglige ambitioner. At min klasse blev kommunens bedste klasse i den nationale test sidst år er da ikke kun et tilfælde.

Kardinalpunktet er ”normalisering” af lærernes arbejdstid. Hvad det så betyder må ligge hen i det uvisse, for KL er ikke kommet med andet en ordet uden indhold. I bund og grund betyder det, at lærerne skal arbejde fra 7-15.30, som alle andre. Det vil lærerne faktisk gerne, men deres holdning tæller ikke i denne proces. Og hvad er normalisering egentligt? Hvad er det normale billede af arbejdstider og skal alle så rette ind? Hvad med alle de butiksansatte, hvad med hospitalerne, brandvæsnet, politiet? Hvad med VUC-lærere, tjenere, ansatte på tankstationer, hvad med håndværkerne der skal være færdige til et bestemt tidspunkt, hvad med dem på elværket – og ikke mindst politikerne selv? Normalisering er et vidt begreb.

Bevares, der er dage hvor jeg kommer hjem kl. 13 eller dage hvor jeg møder klokken 9, der er også sommerferien for eleverne 14 dage før jeg går på sommerferie og jeg starter mindst en uge før eleverne vender tilbage til skolen efter sommerferien. Men det folk ikke ser er først og fremmest det hårde arbejder der er i at være på 6 timer om dagen. Det svarer faktisk til at stå frem foran en forsamling 5 gange om dagen, at yde hver gang – og oveni have øje på alt det der kan ske uden for ens synsvinkel. På et tidspunkt af dagen skal der så forberedes, kopieres, findes materialer, rettes og tilføjes, der skal svares på mails, man skal forholde og tage stilling til dette og hint hele tiden – og så er der de mange møder – og det er mange.

Man skal altid have for øje, at man ikke er forpligtet til at gøre det bedre end omstændighederne lægger op til. Folkeskolen er ikke optimal, men den er optimal med de rammer der er stillet for den. Privatskolerne skal naturligvis frembuse med flottere afgangsprøver og måske er de også dygtigere, men, de kan smide (og gør det) de elever ud de ikke finder passende, de sender de elever der har behov for ekstra hjælp væk når der kommer karakterer i spil, de skal ikke slås med og rumme (inkludere) det vi andre skal – og derfor vil resultatet, rent overfladisk, være pænere.

Jeg holder af mit arbejde. Jeg er rigtig god til det. Eleverne holder af mig, kolleger respekterer mig og ledelsen ved hvor de har mig. Forældrene får svar og respons samme dag som de kontakter mig og i det hele taget fungerer Folkeskolen rigtigt godt.

Nu vil jeg finde en (rød) fane frem og begive mig til demo på rådhuspladsen.