Dag 3

Aktionerne fortsætter, lærerne vinder fortsat sympati, ikke fordi andre faggrupper i princippet synes det er særligt synd for os, men fordi de kan se, at det er dem der får kniven næste gang. Min fjendes fjende er min ven…

I går aktionerede vi i landsbyen med grillpølser og balloner og fik skabt lidt opsigt i andedammen. Man elever kiggede forbi og gav udtryk for, at de faktisk kedede sig – en ophøjede sig endda til at sige, at hun faktisk hellere ville lære om det gamle Rom end slippe for skole.. det skabte glæde den gamle historielærer. Mange forældre støtter os, men er også trætte af situationen, og klandrer faktisk KL. Vores mål med at vise, at vi er lock-outet og ikke har nedlagt arbejdet begynder at virke.

Der er ingen tvivl om at regeringsindgrebet kommer, sikkert i løbet af næste uge, men forløbet er anderledes en tænkt. Der er ganske enkelt kommet for meget beton ind i forhandlingerne, vi danskere kan ikke lige ultimative krav, vi kan ikke lide når de store tromler de små (berettiget eller uberettiget) og så stiller vi os på bagbenene. Se bare på EU i 90´erne. Det er en del af den danske ”folkesjæl” som sikkert skyldes at vi oftest har været omgivet af store stærke naboer.

I dag aktionere vi igen. I eftermiddag har vi lavet et stjerneløb for elever og forældre og forventer, at der igen er en stor aktiv deltagelse og opmærksomhed omkring vores ”sag”.

Situationen er absurd, jeg vil 100 gange hellere arbejde end at befinde mig i den situationen jeg nu engang er i, men ikke under de vilkår kommunerne forsøger at presse ned over os.