På forunderlig vis formår
sommeren altid at undgå at komme på arbejde. den dukker kort op, viser den er
her – for så at forsvinde på et eller andet kontor, hvor den sikkert sidder og
hygger sig med foråret. Det er regnen og blæsten, med lidt hjælp fra efteråret,
der indtil nu har vist sommertendenser, og Midsommer blev en blæsende og våd
omgang – igen.
Vi har travlt. Vi har meget
travlt, så meget, at sommerferien end ikke er under overvejelse endnu. Mht.
skolejobbet er sammenlægning, ny struktur og manglende tid en konstant
udfordring. Intet er på plads og alligevel forventes det, at vi er klar – men
hvad vi skal være klar til er endnu uklart. Skolestrukturen i kommunen er
dikteret og styret fra en akademisk-teoretisk synsvinkel, hvor det forventes at
alt foregår som om det er tommer sodavandskasser der skal stables, og den
menneskelige faktor er ganske udeladt – hvilket betyder der intet sker. Skoler
lukker, lærere og elever flyttes og nyt tanker indføres – altså på papiret, for
virkeligheden flyttes ikke på gode intentioner. Jeg står til at have 72 elever,
fordelt på tre hold, med et spænd over to årgange, i 23 lektioner om ugen – og
jeg får hverken tid, penge eller uddannelse som støtte. I stedet får jeg lov
til at bruge de første tre dage i august på at høre og se daglange oplæg fra
lederne om deres (kommunens) visioner og tanker – håndværket er overset. det
kan være temmelig frustrerende at gå rundt om være usikker samtidigt med at der
bruges resurser på ”kolde” hænder.
Oveni Carolines eksaminer,
Lones skemalægning og Christoffer meget arbejde, sker der også ting og sager
når vi så endelig er hjemme. I sidste uge, mens vi sad ved computerne, faldt
vores vinduespudser ned fra sin stige mens hans stod på 1.sal. Han styrtede ned
på vores terrasse – brækkede ryggen, fik kraniebrug og slemme slag, og indenfor
få minutter, var huset fyldt med ambulancefolk, nødlæger, politiet og til sidst
arbejdstilsynet. Da alle var væk efter 4 timer, fik jeg lov til at spule terrassen
for blod og andet snask. Det var en meget ubehagelig oplevelse, som især påvirkede
Caro, da hun så faldet – og så igen og igen i ”superslow”. Hun er ovenpå igen… Vinduespudseren
er på sygehuset og er snart klar igen….pyh.
Nu går vi den sidste uge
inden sommerferie i møde – den skal overstås og så skal vi ellers ned i tempo.
Kommentarer
Send en kommentar