Syv minutters powerblogging v.3
Så er årets skolehjemsamtaler overstået - nærmest veloverstået kan man sige, da der ikke var en eneste kritisk tone overfor den måde vi kører klassen og eleverne på. Det er jeg faktisk stolt over. Dels fordi jeg er ny som klasselærer, dels fordi det er en stor klasse med mere end 30 elever, dels fordi der er to klasser der er slået sammen med en og ikke mindst fordi det er en inklusionsklasse med mere end 5 diagnosebørn, der tidligere ikke havde været en del af den nuværende folkeskole - og ikke mindst, fordi det meste er min egen indsats og fortjeneste. Men det trækker også søm ud. mere end 30 samtaler fordelt over tre dage, mere end 30 elevplaner, handleplaner, pædagogiske tiltag, læseprøver, nationale tests - og alle forældre er naturligvis meget obs på deres eget barn og ønsker, at jeg yder netop det deres eget barn har som behov for - hvilket jeg naturligvis forsøger. det er også et minefeld. Alle har forslag til hvordan jeg skal gøre mit arbejde, alle har en mening de mener de bør lufte, alle har forslag til hvordan jeg håndterer de udfordringer der er. Nogle synesj eg er for hård, nogle synes jeg skal være hådere og flere lektier, nogle mener der er for mange lektier til weekenden, nogle mener…. og og og - jeg skal sidde og smile og alligevel “slå” tilbage og vise min autoritet som klassen lærer og den professionelle i dette forhold. Det er der ikke alle der accepterer - og derfor kan så mange samtaler og planer være dræbende og tage så helvedes meget tid. Men nu er de ovre for i år, jeg sænker skuldrene og føler næsten jeg kan gå på ferie - der er udstukket nye mål for hver enkelt elev - nu skal både elever, forældre og jeg forsøge at følge dem bedst muligt.
Jeg synes at vi er blevet en skraldespand hvor forældrene tror at de kan læsse alt deres lort af. 80% af alt forældrekontakt er uvedkommende og har intet med deres barns skolegang at gøre. Der er forældre der ringer i weekenderne for at fortælle at de i kan få deres unger i seng.
SvarSlet