Familiedagbog

Det første der møder mig når jeg åbner for tv´et om morgenen, er den irriterende og fagligt svage vært, der med sin gennemskærende stemme forkynder, ”i dag er det en ny festdag for demokratiet….dag 2 i valgkampen…” Festdag og demokrati. Derefter følger der en række ”serviceinformationer” om, hvor politikerne befinder sig i dag. De Radikale deler morgenbrød ud i København, Venstre-Kristian er gæste DJ i provinsen og så tabte jeg interessen og hørte ikke efter mere. Dag 2 – og jeg brækker mig allerede.   Der bliver talt så meget valgkamp og så lidt politik. Der er absolut ingen substans i noget af det der fremføres, det er snak i floskler, det er tomt og ligegyldigt. Det handler ene og alene om at få stemmer og så kunne arbejde videre i Folketinget de kommende 4 år – uden irriterende borger-indblanding. Og medierne er sgu værre. Det kaster sig over en historie om en fyr der foretrækker dagpenge frem for arbejde, da der ikke er meget mere at tjene i fast job

Så er der cirkus i byen, ja faktisk i hele landet. Overalt hænger der plakater med sympatiske ansigter og flotte bogstaver og endog enkelte med slogans nøje udtænkte og barnlige. Og bestikkelsen, den lovlige naturligvis, florerer åbenlyst, hvor man forsøger at tilkøber sig sympati via grønne æbler, røde roser og visse med rundstykker og stickers. De hjemløse går mætte og tilfredse i seng efter en tur rundt i byen. Og alt dette i demokratiets og besparelsernes ånd. Så nu skal kvæget strigles (?) og forkæles, så det går bekymringsløst ind i slagteboksen, vrøvl, stemmeboksen og sætte sit kryds, småbøvsende på grund af de mange sure æbler, de søde chokolader og det halvtørre rundstykke fra i morges, hos den rigtige demokrat, den folkevalgte, tillidspersonen – der så fire år frem tager vare om dig – lige netop mig og mine behov. Og når jeg nu ikke kan huske hvem der siger hvad og hvorfor jeg skal sætte mit kryds netop på på liste ?, ja så kommer chokola

Først og fremmest stort tillykke med fødselsdagen. Men er jo ret privilegeret når man har sin mor i nærheden, især når man nærmer sig de halvtreds år selv. Det er rart at have en der altid (næsten) er god for en kop kaffe og en smøg – og som regel også lidt sødt – og en sodavend til børnebørnene, også dem der er over tyve år gamle. det er dejligt at have et naturligt samlingspunkt i familien, når resten er så travlt beskæftiget med hver sine gøremål – og man kan altid få en lille opdatering, så man ved hvad der sker. Det værdsætter vi meget. Endnu en gang – tillykke med fødselsdagen. 

Hvad er forbindelsen mellem en grillkylling og den 18. maj. Tja, man kan jo tænke sit…. Men historien er faktisk ganske simpel. Jeg kan huske at jeg spiste en grillkylling den 18. maj for 41 år siden. Vi kørte til Odense, sikkert i den gule nye Audi 80, Lotte, jeg og far. Vi skulle ind på Odense sygehus for at se den nye verdensborger – lillebroderen – der netop var kommet til verden. Vi kom vist ikke til at se ham så meget, for han lå, lille og runken bag glas, i sin lille sygehusvugge med blåt sengetøj (opfundet), og dengang måtte man ikke bare sådan holde eller være tæt på de nyfødte. Hvad der ellers skete har jeg slet ingen erindring om, men husker grillkyllingen i den hvide foliepose, duftende og sprød som var den blevet lavet med flammekaster. Det var sikkert fordi Far stod for aftensmaden at den stod på kylling. Hvornår mor kom hjem eller kom på sygehuset husker jeg ikke, om den stod på kylling andre dage – men netop den dag husker jeg.

Der er godt nok tomt på bloggen, men det skyldes nok en blanding af mangel på tid og formål. Ikke desto mindre bør den holdes lidt i live, så jeg forsøger med et bidrag i ny og næ. De seneste uger har været travle. Dagene er gået med arbejde, prøver, konfirmationer, lidt hospitalsbesøg og den restende tid er blevet brug på at slappe af, spille lidt Xbox og forsøge at få ladet op. Lige for tiden triller vi rundt i lille hvis Toyoya Yaris. En 60 hestes motor, sløv som en blød hat, kedelig som en Skoda og anonym som et folketingsmedlem fra LA. Der er nærmest kamp om at få Seat´en om morgenen, heller en slidt 345000 km´s spansk bil end at blive associeret med en Toyoya-ejer.   Spas til side, vi er glade for at leje Toyotaen mens vi venter på Chevrolet´en. Den er på værksted efter Carolines uheld, hvor hun blev påkørt bagfra af en uopmærksom lærerinde i en Fiat Panda. Buddet på reparationen er lige pt 60 000 – godt man er forsikret. Caroline har det godt. D

Selvom jeg ikke spiller BF på konsol, så forsvarer jeg af og til mon status som Dks commander nr. 1. Det har måske mere med tidsforbrug end færdigheder at gøre, men af og til fornægter klasse sig ikke.