Langt indlæg....

Der er godt nok tomt på bloggen, men det skyldes nok en blanding af mangel på tid og formål. Ikke desto mindre bør den holdes lidt i live, så jeg forsøger med et bidrag i ny og næ.

De seneste uger har været travle. Dagene er gået med arbejde, prøver, konfirmationer, lidt hospitalsbesøg og den restende tid er blevet brug på at slappe af, spille lidt Xbox og forsøge at få ladet op.

Lige for tiden triller vi rundt i lille hvis Toyoya Yaris. En 60 hestes motor, sløv som en blød hat, kedelig som en Skoda og anonym som et folketingsmedlem fra LA. Der er nærmest kamp om at få Seat´en om morgenen, heller en slidt 345000 km´s spansk bil end at blive associeret med en Toyoya-ejer.  Spas til side, vi er glade for at leje Toyotaen mens vi venter på Chevrolet´en. Den er på værksted efter Carolines uheld, hvor hun blev påkørt bagfra af en uopmærksom lærerinde i en Fiat Panda. Buddet på reparationen er lige pt 60 000 – godt man er forsikret.

Caroline har det godt. Der er stadig ømhed i ryg og nakke, men det fortager sig vist stille og roligt. Det kunne være gået meget værre og hun er billigt sluppet. Bilen er nu siden januar blevet repareret for mere end 100 000 – tja, har nærmest fået en ny bil. Man skal jo se det halvfulde glas…

Arbejdsmæssigt er der også fuldt drøn på. Caroline går på læseferie, den sorte hat ligger klar og forberedelserne til studenterbesøg og en lille studenterfest for familien er i planlægningsfasen. Det bliver et par krævende måneder, men også spændende. Christoffer er også i fuld gang. På seminariet er det også eksamenstid så der skrives den ene akademiske opgave efter den anden – realitetssans og virkelighed er ikke noget man belaster de studerende med – chokket må de få når de kommer ud i den virkelige verden. Man forstår godt at så mange nye lærere går ned, de er simpelthen ikke forberedt godt til, at det at være lærer er andet end at være akademisk specialist indenfor et enkelt fag. Netop der er Christoffer godt forberedt.

Så har han jo også sin Q8, og den får en masse tid og giver en god månedlig indtægt. Når man kan købe sin 25. el-guitar gør det ikke så meget, at arbejde hver weekend. I den sparsomme fritid plejes hans band. Der spilles et par gange om ugen, og i onsdags blev der igen afholdt en lille koncert – en skøn fritidsbeskrætigelse.

De to ældre beboere på 6. julivej holder sig også i gang. Denne tid på året er altid meget travl og stessende. Elevplaner, elevsamtaler og fagfordeling er tidskrævende – og med en ufleksibel arbejdsdag bliver man endnu mere presset. Jeg har netop afhold de sidste af 29 (!) elevsamtaler. Det er prisen for at være en god lærer (!) i en stor klasse. Jeg har kolleger der har 16 elever, men lønne og tiden er den samme. 29 elevplaner med status på det faglige område, læseprøver, staveprøver, nationale tests og udkast til videre forløb – det samme indenfor den sociale udvikling, måske lidt kristendom og historie og idræt – alt det skal skrives – 29 gange – 29 udviklingsplaner – 29 gange tid der ikke findes.

Og så skal samtalerne også afholdes. 29 gange tyve minutter, 29 gange hvor man ikke kender reaktionerne eller dagsordenen fra forældre og elever. 29 gange samtale med dem der har deres barn som (naturligvis) det alle vigtigste. Det kan godt være hårdt.

Nu er jeg bare så heldig et jeg også fik sagt farvel til 29 tilfredse forældrepar, der var glade for, at deres børn stortrives i klassen, i skolen og som oveni er meget dygtige. De sidste fem års slid med en meget uhomogen og stor (op til 34) klasse, har givet pote. ”Verdens bedste lærere”, ”tak til lærerne” og ”kan I ikke tage mit andet barn” er blot noget af den ros vi har fået. Det er sgu rart at blive værdsat af og til, men vi har også knoklet for at nå så langt, det kommer ikke af sig selv. Man skal jo huske, at jeg i sin tid overtog klassen fordi den var kørt helt af sporet, intet fungerede og den var stor. Fasthed og trivsel var mit udgangspunkt inden ”undervisning” og resutatetet taler for sig selv – det var den rette vej. Nu vil jeg gøre dem færdige, et år tilbage, så starter jeg igen med en ny klasse – med næsten samme problematik, nu er jeg blot bedre rustet.

Ikke desto mindre er jeg tæt på at være udmattet. Det er sgu en hård tid og kravene (indblandingen) fra alle sider vokser konstant. Man skal passe på, at man ikke tager læreren ud af skolen og erstatter ham med en ”maskine”, der udfører sit job uden at skele tillbarnet, der rent faktisk skal være elev i 9 år.

Weekenden skal bruges på at få ryddet op – for det er der næsten ikke blevet de sidste 14 dage. Der trænger lige til en gulvvask, en oprydning på bogreolen, en tur på genbrug og så finde plads til sko og skjorter der er placeret rundt om i huset. Og græsplænen skal lige have en tur og ikke mindst en tur på graven, den missede jeg nemlig sidste lørdag.

Pyh.

Smøg, kaffe og mangel på evnen til at trykke på musen og se i linsen samtidigt er vilkårene...