Uden på nogen måde at sympatisere med de metoder RAF benyttede sig af i 70´ernes Tyskland, begynder jeg efterhånden bedre og bedre at kunne sætte mig ind i deres, terroristernes, tankegang omkring en ”fascistisk demokratisk” stats håndtering af lov og ret – og den modstand de mente der måtte gøres.
Og uden videre befinder jeg mig i Danmark, i 2009, og gør mig nogle overvejelser omkring statens håndtering af min retssikkerhed, rigets sikkerhed, mediernes frihed og ”udsatte” gruppers efterhånden åbenlyse diskrimination.
På samme måde som de kommunistiske lande i deres sidste fase var overvågningsstater, diktaturer, synes det som om at demokratiet i sin nuværende form er på vej i samme retning. Er demokratiet i virkeligheden et udviklingstrin under kommunismen, diktaturet, som Karl Marx teoretiserede om? Er vores yderliggående demokrati ikke så langt ude, at det uden at skulle strække sig, kan nå det socialistiske diktatur og benytte sig at samme styringsmekanismer? Jeg synes det faktisk…
Min retssikkerhed som borger i Danmark er i globaliseringens overskyggende lys blevet udhulet. Jeg kan overvåges, aflyttes og anholdes uden retskendelse. Jeg kan dømmes og fængsles uden retssag – såfremt man mener jeg er til fare for rigets sikkerhed. Alle oplysninger om mig kan hentes centralt – og uden mit vidende. Rigets sikkerhed går forud min sikkerhed som borger, i og for sig i orden, men der findes ingen definitioner omkring rigets sikkerhed – hvornår kan jeg så overtræde nogle regler, der ikke findes? Er det i tanken eller gerningen jeg kan være en trussel?
De seneste år er det netop tankens terrorisme der er blevet skærpet. Nu er det ikke mere nok at være aktiv modstander, enten ved en demonstration eller en happening, nu er det nok at udtrykke sin modstand mod det politiske bestående system – og blive mistænkeliggjort via indicier og gisninger. Eksemplet er fyren der angiveligt havde mordplaner mod DF-cartoonisten, han blev udvist, uden retssag, uden aktindsigt, men kun fordi han (ubevist) havde til hensigt at overveje en kriminel handling. Der er også sagen fra Vollsmose, hvor en gruppe unge mennesker er blevet dømt efter terrorparagraffen, hvor de eneste beviser var en 3 kg´s sæk gødning i kolonihaven og en række udsagn fra en ”muldvarp” aflønnet af PET – igen, ingen åben retssag, ingen sagsakter, ingen kritik.
I sagerne om flygtningene i Brorsons Kirke var der også gang på gang ”rod” i politiets håndtering af sagen. Der blev brugt vold, så ikke vold, så kom der en video der viste at der ikke var vold, for så senere igen være en manipuleret video – og det er altså fra en instans, politiet, der skal holde lov og orden – ikke skabe lov og orden som den politiske ledelse ønsker den skal være. Senest er der sagen om Jægerbogen. En knaldroman er blevet blæst op til mega-sællert via militærets håbløse navigation i det nye årtusinde. Fare for rigets sikkerhed, var igen standartsvaret – selv ingen, hverken politikerne eller militæreksperter kunne se hvor faren lå. Der blev forsøgt censur, hvor Politiken som eneste avis gjorde sig til modstander – JP, den glorværdige frihedskæmper fra Århus, undlod at skrive uddrag, fordi man skal respektere ytringsfriheden(!), den ytringsfrihed de selv ødelagde ved at trykke de amatøragtige tegninger for nogle år siden – og som bestemt har været med at skabe et dårligt klima her i landet.
Uha-da-da, dumme politiken, blev der skreget, da man fandt en arabisk oversættelse af bogen på nettet – ifølge FET var det jo den rene håndbog for terrorister, og selv Obamas besøg var i fare for at blive aflyst – uha uha, de arabere. Det viste sig så, at ”araberne” havde et ret almindeligt dansk navn, et navn der endda har job i forsvarsstyrelsen og som ikke var klar over, at man i et word-dokument nemt kan se hvornår, hvordan og hvem der har oprettet dokumentet. (enhver idiot ved jo at man altid skal pdf´e de dokumenter der skal ud af huset…).
Nu står forsvarsministeren for skud – han har forsvaret den sandhed, der (igen) er blevet skabet i en politisk ånd – og igen, har systemet fejlet. Og så er det jeg kommer til at tænke – hvor mange gange har de gjort det, hvor meget manipuleres der med mig og det samfund jeg lever i – og var jeg dum nok, så er skridtet til RAF og deres (syge) tankegang måske ikke så langt væk, som jeg oprindeligt troede…
Kommentarer
Send en kommentar