Lige nu læner jeg mig veltilfreds tilbage i sofaen og tænker, "pyh, det var det rette valg du foretog i sin tid" – da jeg valgte at skifte arbejdsplads. Det var det rette, det rigtige og på længere sigt det klogeste jeg kunne gøre. Men tro mig, det var ikke nemt, hverken at skulle forlade den arbejdsplads man havde været en del af i næsten 20 år og hvor alle ens gode venner var en del af hverdagen – til fordel for en ny kultur, en ny (gammel) måde at tænke pædagogik på og et sted hvor man i kraft af sin beliggenhed, sidestiller det med kvalitet!
Jeg har netop talt med en kollega fra gamle dage. En af de ærlige kolleger, en der siger tingene som de er og som jeg naturligvis også havde faglige kontroverser med før. Hun fortæller om en hverdag der til forveksling ligner den jeg stod af overfor. En hverdag præget af langtidssygemeldinger, utilstrækkelige resurser og mangel på fælles fodslaw. En hverdag hvor det gælder om at "overleve", hvor afdelingerne ikke kommunikerer og hvor det i virkeligheden ikke er muligt at gøre en helt tilfredsstillende opgave.
Jeg har hørt at 4 af mine gamle kolleger enten har været sygemeldte, sagt op eller skiftet til "skånejobs", at man er nødt til at ansætte u-uddannet personale, som kan aflaste her og nu, men som tærer på de resursestærke – indtil de løber tør. Og jeg har kun været væk i halvandet år! Bekymrende.
Har der af og til været tvivl om det fornuftige ved at skifte, er den i hvert fald blevet minimeret kraftigt. Min hverdag er på plads, jeg har tilkæmpet mig den status jeg synes jeg bør have og har fået så meget hår på brystet, at ingen og intet kan slå mig ud. Jeg overraskes stadig over tanker og tiltag der gøres "det nye sted", men frustreres ikke, for det er blot et job.
Hvis jeg var blevet, havde det sikkert også været godt. Jeg havde puklet som et svin, været vred og frustreret og arbejdet med de samme visionære tiltag gang på gang. Sissyfos…
Men, mine kolleger og de gilder vi kunne holde, uhh, dem savner jeg.
Kommentarer
Send en kommentar