Det er dog ret foruroligende hvis man med morgen posten modtager et brev der på forsiden der jo normalt stråler i hvidt eller andre opmuntrende farver, ser et skarp sort bånd om hele fladen. Et hurtigt kik pa bagsiden gir så mest en anelse hvorfra de barske nyheder kommer. Ikke fra den nærmeste familie , men
så da fra en ven eller bekendt der i sorgens stund mente at jeg var værdig at deltage i sorgen.
Inge født Lorensen, klassekamerat i hele skoletiden sluttede af efter,som der står, opfyldt liv, i alderen på 72 år. Vi sås ikke tit, til vores træf var hun og hendes mand tilstede og begge vidunderlige behagelige mennesker. Om et liv med 72 år er opfyldt! - så lever jeg da på overtid.
Jeg brast ikke i gråd men et sted i mit hoved var
der noget der sagde mig; " se gamle ,over 70 ja så er det sku tid hvor sådan noget let kan ske".
Straks følger tanker og bekymringer om det hele nu er sådan at det kan ovrlades til de overlevende.?...og der var lige det og det og det jeg skal have ordnet. Det er da godt vi kan falde til ro igen , hovedet sir en også sådan noget sker foreløbig ikke for dig!
Som barn var Inge lige som os andre utålmodig med at blive voksen.Vi så fremtiden foran os, vi stod igennem uddannelse og læretid og spredtes for alle vinde. Da vi var godt halvvejs op af livets bakke huskede vi vores barndom og mødtes, også for at vise de andre hvad vi havde formået.
Da vi var ankommet til toppen og sådan nogenlunde havde fået vores børn på vej, mødtes vi tiere for at udfylde det tomrum, ens egne børn går egne veje, havde efterladt. Inge var vistnok den förste der folod det borne samfund vi var integreret i, og som vi ved vores møder gang på gang forsøgte at vække tillive igen med utallige spørgsmål..... kan du huske?
Kommentarer
Send en kommentar