Jeg er igang med en vigtig mission der skal redde mesnneskeheden. Kæmpe trebenede, 20 meter høje og våbenspækkede aliens angriber basen. De beskyttes af mindre og også svært bevæbnede aliens, der kredser rundt og skyder løs på alt menneskelignende. Min ammunition er strækt begrænset, mit helbred ligeså, så det er en ulige kamp. Jeg gemmer mig bag klipper og under træer, og i gamle ruiner finder jeg ekstra ammunition, lige nok, til at klare et enkelt angreb. Jeg forsøger at lægge depoter til mig selv, jeg forsøger at tænke klart i en stresset situation, som forstærkes at en kraftig hulesirene i baggrunden. Min taktik skal ændres hele tiden, der skal hele tiden findes løsninger - næsten sejr - og satans, de fik mig.
Jeg finder et roligt sted, tager en kop kaffe og en smøg, skriver lidt på den bærbare, men i baghovedet lurer hele tiden følelsen af, at nu har jeg løsningen, nu kan jeg klare missionen, redde verden og den skønne jomfru der sikkert følger med.
Men nu går den ikke længere - jeg må videre i min færd.
Ser godt ud men lyder stresset....
SvarSletEr vildt stressende - og efter utallige dødsfald er spillet nu lagy på hylden indtil junior kommer tilbage i weekenden - og hjælper mig.
SvarSlet