Påen tur gennem et område der her kaldes
for „Mecklenburger Schweiz“ kom jeg forbi en
lille by der fra den grå fortid har arvet et dejlig
lille slot. Slottet som det nu lå der, med farven
slidt af, med revner i murvarket, snuskes og
vinduer uden gardiner, gav mig straks det ind-
fall at de folk der havde boet der sidst (sådan
omkring1945) må have været nogen vældig rare
mennesker. De stod da krigen gik tabt for
Tyskerne, netop ved at gå fallit. Slotsherren havde
naturligvis aldrig haft en anelse hvordan et land-
brug skulle køres og da pengene i banken var
opbrugt og krigen tabt var det jo lige meget.
At slottet hat overlevet de næste årtier er noget af
et under. Der fandtes en stående order, at slotte der
var overgået i folkets ejendom skulle af “adel”iseres
dvs, tinder tårne spire og søjler skulle forsvinde.
Den lille by har nok ligget godt beskyttet af den store
skov omkring, og folk der nu var blevet ejer af
folkets slot kunne huske den glade lidt småtossede
slotsherre der aldrig i livet havde gjørdt de ansatte
den mindste fortræd nej tværimod havde delt du af
det han havde meget af. Til gilder og barnedåb havde
han stillet riddersalen til benyttelse og allerhelst havde
han väret med til at sammensätte menuen.
Efter det korte besøg af Russerne i april havde ingen
i den lille by set slottsherren, fruen og den lille kontesse.
Og heller efter foreningen af de to tysklande, var nogen kommet, peget pa slottet og sagt „Das ist mein!“
Da jeg så det og inden jeg hørte om dets historie
følte jeg at dette her var mit ønskeslot.
Kommentarer
Send en kommentar