Gå videre til hovedindholdet

Lørdag formiddag et sted i verden

Så går der en uge, og endnu en – og weekenderne et som små pauseglimt der flimrer forbi. Mandag morgen er hæslig, det er torsdag som regel også og lørdag morgen står der to katte klokken 8 i min fod-ende og kræver opmærksomhed – og en ny dåse kattemad.

Og der bliver ser håndbold, forhåbentlig til den store guldmedalje – og hvor er det dog rart at se de danske spille bold – så længe det går. Nu skal de store tunge polakker lige overstås, så burde en semifinale være inden for rækkevidde. Jeg følger naturligvis også det tyske hold – i det omfang jeg kan. Jeg har kun zdf så det er få kampe og jeg gider for i øvrigt heller ikke høre på kommentatorerne, jeg sættes altid 60 år tilbage når jeg hører klicheerne om ”kamp til sidste mand”, eller ”jeg vil ikke nævne Algiernes navne, I kender dem jo alligevel ikke…” – og når de tyske spillere glæder sig over en scoring, er det med en aggressiv attitude – se på den dansk glæde – det er glæden ved spillet og store smil. Håber det fortsætter.

Noget andet der fortsætter, er de konservatives doku-soap om magt, penge, hævn og stemmer. Det er utroligt at virkeligheden kan overhale fiktionen.  Jeg sidder bare tilbage i sofaen og nyder den daglige dosis, og tænker, hvis de mennesker de konservative forsøger at styre via regeringsmagten, havde samme grinagtige ”hverdag”, ville det totale anarki regere i landet. Hvordan kan så veluddannede, vellønnede og offentlige personer agere på den vis? Om på noget tidspunkt burde det da være NU at spindoktorerne gjorde sig fortjente til deres store lønninger. Efter hvad jeg kan læse i min daglige avis ”Information”, er FDP på samme deroute.

I kommende uge skal jeg til samtale. Som kattene vil ud når den første sol viser sig, kan jeg ikke lade være med at søge stillinger når vinterens mørke er på retur. Jeg tror ikke jeg vil have stillingen hvis jeg får den tilbudt, men jeg kan ikke lade være med at søge – måske er det bekræftelsen der trækker. I det hel taget kradser krisen for alvor i samfundet. Der lukkes skoler i stort tal og der fyres lærere mange steder. Alene i Vejle mere end 70 og 90 i Kolding sidste år. På min lille skolen skal der også fyres til sommer på trods af at børnetallet er stigende og en besparelse på mere end 16 % alene i dette skoleår – der er skåret helt ind til benet. Min efterløn afskaffes, så mine 15 sidste år på arbejdsmarkedet er pludselig udvidet til 23,5 år, øv.

Jeg vil lige erindre alle om, at Caroline snart fylder 16 år, sweet sixteen, og at det er meget vigtigt at hun huskes – det er hændt at hun er blevet glemt de seneste år, og hun har på visse områder elefanthukommelse.
Nu vil jeg sætte mig foran tv´et, se Strassen von San Francisco på tv3, fylde brænde på ovnen, vente på at huset vågner, tage en tur i byen og forberede en laaang lørdag med masser af håndbold. Rigtig god weekend…

Kommentarer

  1. Sidder lige og venter på et opkald. Det var en hyggelig og rar samtale, men jeg forventer ikke at få jobbet - dertil var det for specielle børn. Men endnu en god erfaring...

    SvarSlet

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Tillykke med fødselsdagen...

Idag er det Farfars fødselsdag, hurra hurra hurra.... Kære FarFar - tillykke med de 75 - det var da lidt af en kamp at nå så langt, men vi glæder os alle over at dagen kan fejres stille og roligt. Nu skal du bruge kræfterne på at blive i bedre form og for alt i verden være tålmodig - så tager vi den derfra. Os alle i Fredericia

Refleksioner efter en lang dag

Kommunikationsnedbrud….altså bare rent blog-indlægs-mæssigt. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har forsøgt mig med et blogindlæg med indhold – hvad enten det er regeringsomdannelsen, spritkørsel eller OL – men, ak, intet er der kommet på nær en bunke "kladder" der ikke egner sig ti offentliggørelse. En ting er at "Skitfisken" på Urban er gået i stå, hav værre er, at end ikke på familiebloggen formår jeg at opdatere dagligdagen, på den anden side: intet nyt…. Jer er ved at skrive på en roman…eller en novelle…et essay måske….og har formen…men intet indhold. Romanen sker gennem brevudvekslinger mellem to mænd, der har et eller andet fælles…men som de ikke kan tale om, men som de er "dømt" til at skrive om – for i det øjeblik noget skrives, reflekteres der –og derigennem opnår de en bevidsthed omkring de problematikker der har været igennem. Jeg ved bare ikke hvem der skal skrive sammen, hvad de har til fælles eller hvad de overhovedet skal skrive om