Mit liv som bondedreng...

Når jeg kører til og fra arbejde kommer jeg forbi en gård der uanset årstid og tidspunkt på døgnet, lugter af lort og gylle. Ikke bare en landlig lugt, men regulær hæslig stank og luftforpestning. Jeg kom så til at tænke tilbage på de gamle dage i 70´erne, hvor jeg selv var en del af landlivet mens vi boede i Verninge. Stank det også der?

En af mine kammerater, husker ikke navnet, havde nogle bedsteforældre der boede på en gård i Langsted og dem var vi af og til ude at besøge. Vi sad på ladvognen når grønthøsteren var ude og vi skulle hele tiden være opmærksomme på de sten der blev slynget op. Vi var også med til at antænde de høstede marker, vi løb med vores antændte neg langs de rækker hø-venderen(?) havde lavet og forsøgt at holde os ude af røgen. Vi rendte rundt på høloftet og lavede huler, som vi lukkede af med baller, og der sad vi så i timevis i en uendelig hede, hvor det stak og kradsede. På et bestemt klokkeslæt, sikker to eller tre, var det kaffetid – så måtte legen stoppe uanset hvad vi var i gang med. Sammen med landmanden satte vi os i køkkenet, hvor der var dækket op med kopper, underkopper, desserttallerkner med blomster på og en tallerken med sandkage. Bondekonen satte sig ikke, men stod klar til at fylde kaffekoppen og sørge ind til dagens opgaver, vi knægte vi naturligvis hjemmelavet rød saft, der var ret tynd og stærk i forhold til den grønne Bonanza vi drak derhjemme. Der blev ikke talt meget, køkkenurets tikken kunne høres og vi drenge ventede bare på at få lov til at smutte ud igen. Inden vi fik lov at gå havde bondemor forberedt en lille ret til os – som regel rabarber fra haven som vi måtte dyppe i en skål sukker. Det var spændende, men surt og hvis man var så uheldig at få en af de tykke stængler, var det svært at skjule sin begejstring….

Jeg husker køkkenet som stort og bart, ingen opvaskemaskine, blå røvballegardiner, et vindue ud til gårdspladsen og en svag lugt af bondegård – men ikke en stank, slet ikke, mere frisk luft mikset med det der sad i tøjet på bonden. Jeg erindrer faktisk slet ikke en lugtgene, og jeg tror ikke det var fordi jeg var vant til det – jeg tror en del bondekoner har en hvis stolthed i at deres hjemme ikke ”stinker” og antallet af fluer begrænses.