The Wall - en anderledes (lang) anmeldelse..

Det var faktisk en ret absurd oplevelse – især mens Roger Waters fremfører The Wall i baggrunden. I en fyldt Parken, men 47 000 forventningsfulde koncertgæster, afledes min opmærksomhed af en familie der sidder på rækken foran mig. 

Far, teendatter og mor sidder lige foran mig. Datteren er vel 14-15 år gammel og forældrene en smule yngre end mig. Far sidder med en hvis Iphone, Mor sidder med en sort Iphone. Datteren sidder i midten uden mobil. Fat tager mobilen frem hvert 2. minut, indtaster sin adgangskode (jeg kan den nu) og tjekker lige Facebook og mail. Mor sidder med mobilen hele tiden, facebooker, tager billeder, sender sms´er  og downloader apps.  Forældrene taler hele tiden om deres billeder på mobilen, at de skal ”synes godt om” hinandens facebook-status og viser hinanden andres status. Datteren sidder passivt i midten. Af og til læner mor sig over til hende og viser hende et sjovt billede. Far læner sig også af og til for at fortælle hende om koncerten. ”Er det ikke flot”… og så tjekker han sin mail.  Under koncerten er mobilerne for det meste gemt væk, for det meste – for status skal hele tiden opdateres.

Roger Waters står på scene og fremfører The Wall, der handler om et fremmedgjort (70er terminologi) barn, der ikke ses, høres eller respekteres af sine omgivelser. Barnet får traumer, drømme om magt og vold, både på sig selv og overfor andre. Barnet opbygger en mur, uigennemtrængelig, og lider med den byrde. Det hele visualiseres mere end muciseres, med den berømte mur der bygges op foran publikum – mens den bruges til at vise et billede og grafikshow som aldrig er blevet set mange.

Far og mor har ofret mange penge og tid, de kalder det sikkert kvalitetstid, på at tage datteren med til en voksenoplevelse. Deres status på FB fortæller sikkert hvor stor en oplevelse det er – for dem alle, og giver hinanden thumbs up. Jeg tror ikke datteren har forstået The Wall og gudskelov for det, for jeg er sikker på at hun har fået lagt fundamentet til sin egen lille (?) mur. Sjældent har jeg oplevet voksne så tæt og så langt fra deres børn/barn og så tæt på uden at se, høre eller reagere på de signaler deres barn udsendte.

Showet kører efter en nøjagtig fastsat tidsplan – og rækkefølgen af numrene er kendt, da det er The Wall og ikke en Roger Waters koncert. Lyden i Parken er fænomenal. Normalt er Parkens lyd en mudret lydmur der slår mellem betonvæggene, denne gang er den perfekt. Ikke bare musikken der kunne have været højere, men hele det mix af lydbilleder der skabes undervejs tager vejret fra en. Helikopteren der flyver lavt over os, de tusindevis af fjernsyn der smadres med en hammer, børnenes kor og den sagte gråd, alt er perfekt i det gigantiske surroundlyd der er bygget op.

Dem der sidder bag mig kender ikke The Wall. De er på udflugt og ankommer lidt for sent med favnen fuld af fadøl og popcorn, som var det en biograftur. For dem er The Wall et lysshow, en diasfremførelse med halvdyster musik i baggrunden. De siger ”nøøj” og ”ihhh” og taber popcorn ned i nakken på mig.

Roger Waters messer videre fra den 70 meter brede scene. Han og bandet kan næsten ikke ses, hvilket er meningen. Det er fortsat fremmedgørelsen og menneskets mangel på solidaritet og opmærksomhed der projiceres ind i vores popcornfyldte måbende munde. Det grafiske show bliver bedre og bedre, historien fortælles på væggen mens den langsomt bygges op af ansigtsløse arbejdere. Der kommer bombemaskiner der åbner bombelugerne og sende kort ned over mennesket. Korsene afløses af muslimske symboler, jødestjerne for så at gå over i multinationales selskabers logoer, fra Mercedes´ berømte stjerne til Apples I-alting. Vi mennesker er onde ved hinanden og det er de store selskabers krige vi fører.

I pausen er det utroligt mange der skal ned og proviantere. I så meget øl som til AC/DC, men pølser, Sommersby og popcorn. Der må ikke ryges i Parken, men det er der mange der skider på – regler for danskerne, gælder alle andre end en selv. Vi ved sgu bedst og år man er smøgtrængende så… Min stolerække er tømt – dvs. 100 pladser. Alle kommer væltende tilbage i et kaos af ketchuplugt og fede maver da pausen annonceres ovre. Man suger godt i colaen da anden akt begynder. Klar til at blive underholdt igen, ligesom i Cirkusrevyen.

Muren er rejst. Den står stor og grå mens bandet spiller. Det virker specielt når man ikke kan se musikerne. På muren fortsætter det fantastiske show. Anden akt handler om det totalitære, voldes magt og retten til at have ret ,naturligvis for at beskytte vores frihed! Volden, døden og afsavnet dyrkes i grufulde billeder på scenen, en fascistisk leder står frem med uniformerede soldater bag sig og opfordre os til at klappe med i takt, synes sammen, udvise sammenhold, for statens skyld – og det gør vi. Publikum lever op, der klappes i takt, vi føles sammenhold, vi er noget og noget. Ingen tager sig i euforien af, at vi beskydes med maskingevær, at vi gøres til fanger af systemet. Jeg forsøger med vilje ikke at klappe med, jeg vil ikke dyrke det totalitære. Af de 5ooo der sidder på a-tribunen er det vist kun Stoffer og jeg der ikke klapper, vi går ikke i fælden.

Datteren foran er optaget af hvad der sker. Forældrene har lagt mobilerne for at klappe i takt, det gælder om ikke at skille sig ud. Vi vil være sammen, individuelt. Popcornene bag mig er blevet fortæret, lydene er forsvudet, mange er nærmest i hypnose – manipulationen fra scenen en lykkes.

Efter en indre retssag med sig selv, vælter muren, helt fysisk og med et stort brag styrter den 70 meter og 10 meter mur sammen i et inferno af larm og røg. Muren er brud ned, mennesket er frit, mennesket har taget stilling til eget og andres liv. Bandet spiller uhyggeligt godt og intenst, men bliver rørt helt ind til marv og ben, det er sgu uhyggeligt. Muren er væltet, men er det et happy ending?

I det øjeblik muren falder og koncerten nærmer sig sin afslutning rejser mange sig op for at gå – ud, være først på trappen, ned til bilen og med lidt held, hjem og se en stjernetegns-pornofilm. En del går glip af ekstranummeret, eller det sidste nummer på pladen hvis de kendte den, hvor bandet akustisk fortæller at man bare er tilbage ved udgangspunktet – en ny mur vil rejse sig hvis man ikke er sig selv bevidst.

Aldrig nogensinde har jeg oplevet en så intens og flot koncert. Musikken og musikerne er ikke i centrum, der er historien, bevidstgørelse vækkelsen og en grafisk udformning der overgår alt. Jeg kunne blive ved med at beskrive scener, men gå i stedet på Youtube, søg på The wall live 2011 – og se brudstykker af det fantastiske show.