En fødseldagsweekend
i København:
Lørdag
morgen klokken 9 startede vi bilen (Christoffer og jeg) for igen at tage til
hovedstaden for en koncertoplevelse. Denne gang var hovednavnet Prince, men
denne gang var koncerten pakket ind som en festival over to dage med en række
funkbands der spillede fra kl. 14 og frem til Prince klokken 20.
Turen
derover gik smertefrit, hurra for gps og vi ankom til det bestilte vandrerhjem
ved Bella Centeret. Da vi var der inden check-ind, måtte vi lade bagagen stå i
bilen og få værelset når vi vendte tilbage fra koncerten. Vi valgte at gå til
koncerten, en tur tværs over Amager på et par kilometer og ankom til Tiøren
omkring kl. 13. Sammen med en masse andre lilla klædte blev vi lukket ind på
pladsen kl. 14 – og straks derefter gik det første band på scenen. (Nikka
Costa, en stor oplevelse foriøvrigt). Solen bagte nedover den skønne plads og
musikken gjorde eftermiddagen til en god oplevelse. Pladsen blev fyldt og vi havde fået en god
plads ca. 50 meter fra scenen.
Prince
gik på kl. 21.15. 20.000 var på plads, festen begyndte – det var perfekt. Efter
ca. en times koncert så man en række streger på storskærmen, hvad var det? En
ny effekt? og sekundet efterfandt vi ud af hvilke streger det var – det var
skybrud. Oplevelsen var som at stå under en kæmpe bruser, tre sekunder så var
man gennemblød, fuldstændig våd ind til knoglerne – ingen nåede at tage regntøj
på – det stod bare ned, tykke fyldte stråler. Det var helt surrealistisk, lys,
lyd, fest og så vand, vand, vand…Lys, lyd og storskærme gik bare ud, det blev
mørkt – og naturligvis blev koncerten aflys – ikke en gæst kunne indvende noget
som helst. I 5 cm. Regnvand og mudder forlod alle i særdeles god ro og orden
pladsen – der var utroligt.
Stoffer
og jeg var helt, helt våde – og i det våde tøj måtte vi gå de kilometer hjem –
føj, det sjaskede, regnede og tordnede og underbukserne skarvede i skridtet, av…
Vi ankom til vandrerhjemmet kl. 00.30, fik vores værelse, smed de våde,
dampende klude, fyldte os med Snickers og light-Cola og så på hovedet i seng.
Trætte
og klamme vågnede vi kl. 8, hoppede i næsten tørt tøj og tog morgenmad. Vi
(jeg) overvejede om vi skulle tage hjem og sige ”det var det,,.,” Vi tjekkede
ud og kørte hen til Rasmus for at aflevere noget post til Mikkel. Vores mobiler
var mindre funktionsdygtige pga skybruddet, skarvemærkene ømme og skoene våde,
vi var trætte og ømme efter den første lange dag. Hos Rasmus fik vi styrket os
med et krus espresso og solen var begyndt at skinne. Det fik os til at vælge
endnu en festivaldag, men vi ville ikke stå på pladsen hele dagen, så vi skulle
have tiden til at gå lidt. Efter en tur i Fields, hvor vi købte tørre tshirts
og fortærede en Whopper, kørte vi lidt rundt på Amager og endte ved Operaen –
flot, flot. Solen var fremme, ikke varm, men tilpas nok til at vi ville bruge
lidt mere tid i city. Vi kørte ind i city, parkerede bag botanisk have og tog
en strøgtur. Butikkerne var åbne og der
var en del mennesker – det var hyggeligt og begyndt at blive lidt lunere.
Skoene svuppede endnu, men vi risikerede ikke skyttegravsfødder mere…
Vi kom
til festivalpladsen klokken 15 og Nikka Costa var igen på scenen. Vejret var
lunt, pladsen nogenlunde tør igen og vi fandt en god plads. Ikke så tæt på
scenen, men tørt og på en lille høj. Der satte vi os, nød solen der var brudt
igennem og kom igen i koncerthumør. Klokken 20.15 gik Prince på scenen og
fyrede op. Ikke mad sine store hits, men tung funk, det var fedt. Man spejdede
til himlen, (nej, ingen skyer pyh), og showet fortsatte. Det blev bedre og bedre,
tungere og tungre, hans hits blev mikset med funky groove, tung bas, vild
guitar og et oplagt band. Det kørte uden pauser og uden hans normale mange og
lande omklædninger, der var bare tempo og NPG (New Power generation). Efter
næsten to timer kom ”purple rain”, vidunderligt spillet og alt pakket ind i
lilla. Der blev afsluttet med en stort festfyrværkeri og Prince sagde farvel.
Mange var i gang med at forlade pladsen, men de hardcore fans blev stående, vi
ved hvad der sker. Fra mørket på scenen lød der ”do you want more?” – og så gik
festen i gang igen. ”Kiss” for fuld drøn, fuld power, den fede ”housequake”
hvor 20000 hopper i takt og endnu 40 minutters koncertjam. Efter næsten 3 timer
var det slut, vi kunne have fortsat – men ak, klokken var over 23 – det var
slut. Ud til bilen og med god fart hjem til Jylland.
Det var
en god weekend. Lørdagens skybrud står som en oplevelse og koncerten søndag var
den bedste jeg har oplevet – og vi har efterhånden været til nogle store
koncerter. Jeg kan kun opfordre til at man undre sig selv de oplevelser af og
til. Wauw.
Kommentarer
Send en kommentar