Valgkamp

Endelig er der sat dato på Folketingsvalget, endelig er månedlange spekulationer ovre og kommentatorernes evindelige gætteri passe – den 15 september skal der sættes et kryds.

Jeg er personligt ret uberørt og må desværre indrømme også temmelig ligeglad. Jeg ved hvor jeg sætter mit kryds, valgkampen kan ikke ændre mit politiske standpunkt, uanset hvad der så ellers loves af skattenedsættelser, jobtilbud og kreditkort til fri afbenyttelse.

I den pædagogiske funktion jeg udfører er der et mantra der siger, at måske kan nye øjne se nye muligheder, derfor vil det være katastrofalt hvis den nuværende regering fortsætter, uanset om oppositionen har et godt tilbud eller ej – der er ganske enkelt brug for nye øjne og anderledes tiltag i Kongeriget.

Efter 10 år ved magten er der udsolgt fra den blå blok. De ha haft deres tid, de har skabt hvad de kunne skabe, få godt og skidt ud af det – nu må andre tage over. Blå blok er stivnet politisk i magtønsket og forblændet af liberale tanker, uden hensyn til samfundet og dets vel. Det handler ikke at løse en økonomisk krise, det kan igen alligevel, men det handler om det menneskesyn der skal løftes nogle år frem i tiden. Er privatisering altid af det gode? Er centralisering og fjernelse af det smådyre nærdemokrati den rette vej? Er det de stadig de røde lejesvende vi skal frygte? Er  rigdom lig med velvære?

Jeg er ikke i tvivl om at vi får en ny regering, men jeg tror det bliver meget tættere end forventet. Den blå blok og deres næsten ”vi ved bedre”-totalitære system, har drænet mange hoveder – og tanken om at være solidarisk i en periode afskrækker mange, de vil hellere kunne lease en sort Audi til campingvognen end at ”give” til gang for mange.