Familiedagbog

En svip-tur til hovedstaden. Ens børn er ens børn, også når de er 20 år gamle og er udeboende. Derfor tager jeg af og til en tur til København for at besøge Caro. Bilen er som regel godt læsset med forskellige dagligvarer, alt fra pasta til hjemmebagt knækbrød, flåede tomater og mælkesnitter. Det siges nemlig, at det er lidt dyrt i Irma… Den værste del af køreturen er over fyn. Det går så langsomt, der er for meget trafik til de to spor, og selvom der er 130 det meste af vejen, ligge man og trunter løs efter en Skoda Citygo med knap 110. Så snart det går op af bakke eller der er lidt modvind bør de små mikrobiler holde sig til landevejene. Omkring Odense er der masser af vejarbejde, jeg kører de 80 man må og bliver igen overhalet af Skodaerne, der ikke overholder hastighedsbegrænsningerne, og dem overhaler jeg så tilbage på vej mod Nyborg hvor der igen er 130. Turen over broen nyder jeg altid og laver min egen lille limbo under pylonerne. Betalingen ved br

Lige for tiden er jeg på efter-videreuddannelse, det der blev lovet os i forbindelse med skolereformen som plaster på såret. I hele syn uger skal jeg ikke i skole, men være studerende – fuldtids – 40 timer om ugen, men masser af læsestof, undervisning og en PD som afslutning. Det gode ved at være studerende er, at der er undervisning to dage om ugen (to!) og den resterende tid er læsetid, studiegruppe og ikke mindst opgaveskrivning – og det bliver hårdt nok. Jeg har aldrig været ret akademisk anlagt, jeg er praktiker – så jeg har meget svært ved at fylde det ene flotte ord på efter det andet, for så at nå frem til en konklusion der er åbenlys. Men det er kravene, så dem må jeg leve op til – jeg ved, at jeg vil forbande skriveriet i oktober.   Det jeg uddannes i er klasseledelse og didaktik (planlægning…), lidt absurd efter 25 år som lærer, men interessant, for det meste af det jeg gør er meget lig idealet…så der skal blot tvistes hist og pist. Men to dage skole og

--> For et år siden gik vores Far bort. Forud gik en lang tid med uvished, håb og enkelte meget glædelige øjeblikke i sygdomsforløbet, men desværre sagde kroppen – og som han nok også valgte – til sidst et stop. Tilbage bliver de utallige, og for hver af os individuelle, minder om vores far. Vi har hver især vores egne minder der ligge dybt i os og som har været med til at forme os som dem vi er i dag. Vi har naturligvis også en masse fælles minder om ham vi trodsalt deler 50 % dna med – og som var med til at gøre ham til den person han nu engang var. Vi kan glæde os over de gode sider, og grine af de mindre gode, dem der også skaber en personlighed. Vi har ting og personer omkring os, der altid fortæller en lille historie om vores far. Det kan være en tegning, et maleri, et askebæger, en ICM-kuglepen (de dukker op af og til), et musiknummer, en politisk person og røde sokker. Fælles for os alle er, at vi savner han noget så utroligt. Vi savner ham komme

--> Nu har jeg været til tre ACDC-stadion koncerter siden 2008 – og hver eneste gang har det været en ganske forrygende oplevelse. Første gang jeg hørte dem, må have været i 1977-78-79, hvor en klassekammerats storebror hør4e det – og jeg synes dengang det lød forfærdeligt, det var umelodisk, larm og oprør ud af en lille Philips mono.cassette båndoptager. I slut 80´erne genhørte jeg en smule, mest på grund af Heavy-bølgen (senere Puddelhårsrocken) og mest på grund af Thunderstruck – det var ok, men ikke noget jeg bed nærmere mærke i. Da jeg så fik chancen for at opleve dem live – og endda have min store søn med,   tog jeg chancen i Parken – og fik et spark i røven. Det var bonderøvsrock, det var australien, sing-a-long og feeed guitar. Uprætentiøst, lige ud af labdevejen – vi spiller bare vores hits og I synger med. Den første gang kunne jeg ikke synge med, til nøds finde attituden, men her i sommer, på Roskilde, der var der både attitude (fed gammel mand i sort tøj) og mas

Bare for at jeg skal kunne huske den - er i gang i 6. kl.

Dagene går sin faste gang, monotonien og tidsskemaer præger hele tiden det man gør og skal. Det er på sin vis både trygt og irriterende. Det er trygt at vide nøjagtigt hvad der sker kl. 14 i morgen, hvem man skal tale med, hvad der skal købes ind og hvilken kanal man gider se. På den anden side hænger det en ud af halsen, det spærrer for plads til det uventede og impulsive – man føler man ikke kommer videre. Uge efter uge går således. En lille kamp mellem det sikre og spændende. Og jeg er til livrem og seler. Hvis jeg selv kunne   vælge, ville det være det samme jeg spiste, de samme mennesker jeg var sammen med og de samme lortekanaler jeg ville se. Jeg ville ikke begynde på paragliding, rejse til Bali eller sige jobbet op for at studere pædagogik eller antropologi. Og derfor bliver det som det er. Og i virkeligheden holder jeg nok mere af det end jeg tror. For hver dag er anderledes, og jeg lærer nyt hver dag – og mig selv og andre – og jeg spille