Dagene går sin faste gang, monotonien og tidsskemaer præger
hele tiden det man gør og skal. Det er på sin vis både trygt og irriterende.
Det er trygt at vide nøjagtigt hvad der sker kl. 14 i morgen, hvem man skal
tale med, hvad der skal købes ind og hvilken kanal man gider se. På den anden
side hænger det en ud af halsen, det spærrer for plads til det uventede og
impulsive – man føler man ikke kommer videre. Uge efter uge går således. En
lille kamp mellem det sikre og spændende.
Og jeg er til livrem og seler.
Hvis jeg selv kunne
vælge, ville det være det samme jeg spiste, de samme mennesker jeg var
sammen med og de samme lortekanaler jeg ville se. Jeg ville ikke begynde på
paragliding, rejse til Bali eller sige jobbet op for at studere pædagogik eller
antropologi. Og derfor bliver det som det er.
Og i virkeligheden holder jeg nok mere af det end jeg tror.
For hver dag er anderledes, og jeg lærer nyt hver dag – og
mig selv og andre – og jeg spiller på min Xbox, og ser en fodboldkamp på tv og
lærer verdens kedeligste Morse-krimi som godnat-læsning. Jeg orker og gider
ganske enkelt ikke paragliding eller bare et panikbesøg på det lokale fitness.
Jeg nyder min have, nusser nærmest om den, jeg synes min bil
er fed og kører af og til for stærkt – og jeg glæder mig til tage til
hovedstaden og besøge Caroline og høre om hendes hverdag – med hendes nye
accent. Jeg holder af at se en storsmilede Christoffer nyde sit job og berette
om alle de vaske han har solgt eller franske han har lavet, og jeg holder af at
se min kone trives i jobbet og vide hvor stor en forskel hun gør. Ja selv vores
halvskaldede kat fodrer jeg med Sheeba selvom det koste tre gange så meget som
andet kattefoder. Og jeg nyder at undervise, fortælle om David og Saul, om Christian
den 4 eller aktantmodellen.
Og måske skulle jeg alligevel overveje paragliding….
Dont do it :-)
SvarSlet