-->
For et år
siden gik vores Far bort. Forud gik en lang tid med uvished, håb og enkelte
meget glædelige øjeblikke i sygdomsforløbet, men desværre sagde kroppen – og
som han nok også valgte – til sidst et stop.
Tilbage bliver
de utallige, og for hver af os individuelle, minder om vores far. Vi har hver
især vores egne minder der ligge dybt i os og som har været med til at forme os
som dem vi er i dag. Vi har naturligvis også en masse fælles minder om ham vi
trodsalt deler 50 % dna med – og som var med til at gøre ham til den person han
nu engang var. Vi kan glæde os over de gode sider, og grine af de mindre gode,
dem der også skaber en personlighed. Vi har ting og personer omkring os, der
altid fortæller en lille historie om vores far. Det kan være en tegning, et
maleri, et askebæger, en ICM-kuglepen (de dukker op af og til), et musiknummer,
en politisk person og røde sokker.
Fælles for os
alle er, at vi savner han noget så utroligt. Vi savner ham komme kørende,
forfrossen og øm i kroppen, på sin motorcykel. Vi savner hans obligatoriske
pose flæskesvær eller han små vignetter på bloggen –der er blevet så underlig
tom. Frem for alt savner vi visheden om, at han er der – altså rent fysisk, for
psykisk er han hos os altid – for vi var det dyrebareste han ejede – og jeg
ved, at han altid var stolt af os og det vi gjorde og var.
Æret være hans
minde…..
Kommentarer
Send en kommentar