Gå videre til hovedindholdet

Riis og ros

Hvs Bjarne Riis havde indrømmet i 1996 hvad jeg været skuffet - at han indrømmer i 2007 er jeg skide ligeglad med. I Kongeriget er alle aviser ved at gå i selvsving over hans tilståelse, en tilståelse ingen havde behøvet af få - for et eller andet sted var alle klar over hvordan det stod til.

Jeg har stadig billedet af "Bjarne i den gule trøje" og stadig fremkalder det et lille smil, når jeg ser billederne af Bjarne der træder fra feltet på Hautacam-bjerget. Jeg har fortsat respekt for ham og synes, at han med sin indrømmelse har visket fortiden ud - fuck den - og givet plads til at andre skal lære af de erfaringer han har gjort sig. Selvfølgelig vil han ikke have dopede ryttere på sit nuværende hold, han ved hvilke mennskelige omkostninger der senere skal betales. At hele Telekom var dopede overrasker heller ikke, men man skal også huske på, at Telekom ikke var et ret meget bedre hold end alle andre hold på daværende tidspunkt - så enten har EPO´en ikke været særlig givende eller også tog alle andre det også - hvad nok er mest sandsynligt. Da Riis vandt touren i 96 var det med den mindste margien nogensinde - vist 1,41 minut - miles away fra rmstrongs senere bedrifter.

Doping skal ikke undskyldes - heller ikke med, at alle andre også gjorde det, hvilket Riis heller ikke har gjort, men et eller andet sted ved vi alle, at det foregår. Hvorfor så ikke gøre som i NFL - du må tage hvad du vl, bare ikke coke og andet narko...?

I al sport tages der præstationsforbedrende stoffer. Vi vil se de særlige sportsfolk, de særlige præstationer - eller kan man jo bare kigge på motionsløb. Hvad med det danske foldboldhold til EM i 92? De var ude af træning, havde sommerferie, ingen træningslejr, spise på Mac, havde sex med konerne (deres egne) - hvordan kunne de fysisk klare en slutrunde med 2 gange forlænget spilletid og en del skadesramte spillerer? Hvordan kan den moderne spiller klarer en sæsom som netop er overstået, først vm, dernæst 36 ligakampe, måske 12 Champions L. kampe, en række pokalkampe etc. - klarer alle spillere det på vand og brød? Tror det ikke...

Hvad med vintersporten, hvor der løbes 40 km hver anden dag i et tempo som er umenneskeligt? Er det bare norsk livsstil og tophue? Hvad med OL næste år, i Peking... hvor det ikke er muligt at teste, især kinesiske, atleter - bliver det en rent OL? Hvad med os selv? Kan vi klare en uge hvor der ikke indtages medikamenter, der for en sportsudøver vil være doping? Jeg er i denne uge på pennicillin, allergitabletter, snupper et par Iprener hver dag, æder kosttilskud og Gerimax - og alligevel vil jeg ikke påstå at jeg kan yde ekstra.

Jeg har respekt for Riis og håbe han bliver behandler ordenligt - ligesom de andre der vil stå frem, hvis de altså gør det. Hvis Riis pilles ned, mister sit nuværende hold og sin værdighed - så varer det længe inden der kommer flere indrømmelser...

Kommentarer

Send en kommentar

Populære opslag fra denne blog

Tillykke med fødselsdagen...

Idag er det Farfars fødselsdag, hurra hurra hurra.... Kære FarFar - tillykke med de 75 - det var da lidt af en kamp at nå så langt, men vi glæder os alle over at dagen kan fejres stille og roligt. Nu skal du bruge kræfterne på at blive i bedre form og for alt i verden være tålmodig - så tager vi den derfra. Os alle i Fredericia

Refleksioner efter en lang dag

Kommunikationsnedbrud….altså bare rent blog-indlægs-mæssigt. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har forsøgt mig med et blogindlæg med indhold – hvad enten det er regeringsomdannelsen, spritkørsel eller OL – men, ak, intet er der kommet på nær en bunke "kladder" der ikke egner sig ti offentliggørelse. En ting er at "Skitfisken" på Urban er gået i stå, hav værre er, at end ikke på familiebloggen formår jeg at opdatere dagligdagen, på den anden side: intet nyt…. Jer er ved at skrive på en roman…eller en novelle…et essay måske….og har formen…men intet indhold. Romanen sker gennem brevudvekslinger mellem to mænd, der har et eller andet fælles…men som de ikke kan tale om, men som de er "dømt" til at skrive om – for i det øjeblik noget skrives, reflekteres der –og derigennem opnår de en bevidsthed omkring de problematikker der har været igennem. Jeg ved bare ikke hvem der skal skrive sammen, hvad de har til fælles eller hvad de overhovedet skal skrive om