Jeg blev via min funktion kaldt akut hen til en knægt, der var ved at smadre et klasseværelse i arrigskab, "Thomas, kan du ikke lige..." Joda, svarede jeg promte, mens min hjerne sukkede dybt over, at det faktisk var frikvarter, at jeg var smøgtrængende og enormt kaffesyg. Jeg gik ind til drengen, der hurtigt faldt til ro (sådan virker jeg...) og snart sad vi ved computeren og spillede Pixeline (rædselsfuldt, men pædagogisk forsvarligt i netop denne situation). Timerne gik, vi spillede, snakkede, fandt tilbage til en normal adfærd og fik vasket op! Efter to timer gad jeg ikke mere - jeg havde også fået vikartimer og smøglysten oversteg grænseværdien for NU. Da jeg fulgte drengen tilbage til hans klasse, lød der et kæmpe brøl fra en af lærerne der var ifærd med at give en anden elev et gigantisk fur, en skideballe af rang, med et lydniveau som The Who i 77. Knægten jeg havde haft reagerede som katten på tegningen..Han blev så forskrækket, selvom han godt var klar over at det ikke var hans skideball, at han simpelthen strøg ud, væk, au revoir - og hvor jeg så fandt ham siddende (rystende)
Så er det forargelsen kommer op i mig. Hvad fanden ligner det af skælde svage børn ud på en så voldsom måde, i fuld public, og uden at tage notits af andre elever? Kan man så tilføje pæd. på sit visitkort? Jeg synes det var så synd for knægten - og kan godt forstå at han ikke trives i et sådant miljø - men det er "out of my reach". Jeg må indtil videre stå på sidelinien og afvente, at han bliver indstillet som et fuldtidsprojekt til mig.
Så er det forargelsen kommer op i mig. Hvad fanden ligner det af skælde svage børn ud på en så voldsom måde, i fuld public, og uden at tage notits af andre elever? Kan man så tilføje pæd. på sit visitkort? Jeg synes det var så synd for knægten - og kan godt forstå at han ikke trives i et sådant miljø - men det er "out of my reach". Jeg må indtil videre stå på sidelinien og afvente, at han bliver indstillet som et fuldtidsprojekt til mig.
Kommentarer
Send en kommentar