Familiedagbog

Det var dagen hvor vi skulle jævne en del af historien med jorden, gravstedet i Tönning, hvor vi så mange gange har været forbi, stedet hvor Wilhelm har ligget siden 1947 - og stedet, hvor jeg på hvert eneste besøg har tisset nede ved graverens skur - også denne gang. Gravstedet skal sløjfes og med Clausensk indhu, havde vi medbragt en spade, en murerspand og en murerhammer. Planen gik ud på, at vi slog siderne ned, fjernede stenene og kørte det til "entsorgung" - den store gamle taks kan kirkegården arve. Hvis man har set gamle Tom og Jerry film ved man, hvordan Tom ser ud i ansigtet når han slår mod noget meget hårdt - og hvor slaget slår tilbage i kroppen...boiiing.....(ryste ryste) - det var nogen lunde det udtryk Far havde i hovedet efter han, med et frisk sving,, havde slået det første slag mod kanten. For...historien er, at for cirka 10 år siden, gik de østtyske håndværkere, Katrin og Dörtes mænd, grassat med en pose beton - og støbte siderne fast - "Sieht ja gut

Når man kommer på Face Book så hænder det,at fragmenter fra fortiden dukker op.

Så er jeg igang igen, om end ganske stille og roligt. Det er faktisk rart - og rigtig mange kolleger har været hos mig. En periode på 8 uger lærer man sine venner at kende....og dem man troede var venner - det er lidt trist at visse mennesker holder sig på afstand så snart det ikke handler om grin, rødvin og sjov - men så blev der sorteret lidt fra, og lidt kom til... Et af mine "klagepunkter"  omkring mine arbejdsforhold var - at jeg altid arbejder alene, at jeg skal knuse problemerne, at det forventes at jeg lige ordner det de andre ikke formår. Inden skolestart lavede jeg så den aftale med ledelsen, at opgaverne skulle defineres og samarbejdet øges. Min første opgave på skolen er -  Sidde 6 timer om ugen med 1 elev - på Ungdomsskolen! Altså væk fra skole, kolleger, hverdag - sidde med en elev der i den grad er blevet behandlet forkert i de 8 uger jeg har været fraværende. Ingen har formået at fastholde ham i et forløb, han er blevet skubbet og straffet fra det ene til det

Efter en kop hurtig morgenkaffe og lige så hurtig oprydning i bilen, satte vi os alle ind og påbegyndte turen til Nordjylland. Klokken var 9.00 og der ikke megen trafik på motorvejen bortset fra de normale klumper omkring Vejle og Århus. 1. stop: Når morgenkaffens koffein og nikotinens rus hhv. svækkes og styrkes er det naturligvis tid til en lille pause. De blev provianteret med et par sandwichs, lidt kilevand og et inspirerende modeblad til bagsædepassagererne og efter at havde mødt en kollega – mærkeligt sted – drønede vi videre mod vores nordjyske eventyr. 2. stop. Rejsens første og i virkeligheden vigtigste mål blev nået i Lønstrup. Den lille fiskerby tæt ved Vesterhavet er fortsat "uberørt" af turismens skilte- og grillbarsverden. Husene er flotte og arkitekturen er præget at det originale. Der ligger en SPAR-købmand, et par restauranter og enkelte gallerier, men man føler endnu ikke at man omringes af sommerhushungrende friværdiskøbere, Lønstrup er stedet hvor de

I et forsøg på at indhente noget af det mistede, er efterårsferien benyttet til at se nogle af de mange dvd´er som man bør se – og i tilgift er vejret så regnfuldt og koldt, at pejs og film er en god blanding og ikke rent tidsspilde. Næsten, bør jeg tilføje – for i går aftes, spildte jeg mere end to timer af ferien på…nej, ikke Rambo ej heller Iron Man – men seermagneten, og anmelderroste (se bill) danske film; Flammen og Citronen. Over 900.000 personer alene har set den i biografen og delvist været med til at redde dansk filmindustri der skranter gevaldigt. Hvis filmmagerne ser filmens succes som retningsvisende for fremtidens danske spillefilm, så godnat, for en så dårlig film bør ikke kunne trække så mange tilskuere endnu en gang. Filmen handler om Flammen og Citronen, to modstandsfolk der likviderer danske nazisympatisører i 1944. Flammen er en ung ”morder” og Citronen er en familiefar, der begyndte at brække sig 9. april 1940 – og som derfor må slå nazister ihjel, for at blive

Wauw for en forestilling - helt fantastisk, og det er ikke uden grund, at Vostrup betagnes som en af danmarks bedste koncert- og teatersale, for lyd, lys og scenografien var formidabel. Det skyldes naturligvis også "kunstnerne" der fremførte teaterkoncerten bestående af 10 David Bowie numre, en historie om forandring og udvikling. Musikken var perfekt - det var ikke rene kopier af Bowie, de var meget bedre, og sangerne/koret fik det til at risle ned af ryggen - hold kæft nogle talenter der er på skolen. Scenografien var ganske enkel, forskellige store (3  gange 2 meter) kasser kunne skubbes og drejes og sammen med en god lyssætning blev der skabt mange forskellige rum skuespiller fremførte scenerne i. Den gode musik og enkeltheden i scenografien udgjorde en god cocktail. Christoffer var med i 4 numre. Dels som danser (!) i "rebel,rebel", som "grådigheden" i The man who sold the wordl", som forblændet, head-banging guitarist i "Ziggi Stardust"

Da Stefan Schumacher vandt enkeltstarten under dette års tour, var jeg sikker på at han var dopet i en eller anden form. Da han dagen efter kørte godt i bjergene og senere vandt endnu en enkeltstart - så jeg det som en klar bekræftelse af mistanken. Årene forinden var han en habil rytter, der ofte satte præg på etaperne, dog uden at vinde. deri har fristelsen nok ligget, at hente de sidste 5% - og gudskelov er han blevet taget - og forhåbenligt mange i kølvandet på ham. At være cykelrytter må være den mindst intelligenskrævende sportsgren overhovedet - for rytterne bliver ved og ved med at dope sig - på trods af, at de gang på gang afsløres. Hvori ligger deres motiver?  Jeg forstår dem overhovedet ikke - for nu ved man jo, at medicinalselskaberne arbejder sammen med dopinginstitutterne, bla. med sporingsmolekyler i produkterne. Dumhed alene kan ikke forklare det. Der må være andre motiver og et af dem er, at det er "accepteret" indenfor cykelsporten i en eller anden form. Hvo

Så er det tid til den første forestilling - "Changes" meget apropos, en teaterkoncert baseret på musik af David Bowie. Torsdag aften skal vi op og se den sidste forestilling - og vi glæder os meget. Vi har naturligvis fulgt processen tæt, men Christoffer har hemmeligholdt en del for os. Vi har kun kendskab til en scene, hvor han skal spille en transvestit-Ziggy-klon, med kobbertrusser og gludbluse...hmmm - de andre scener fortæller han intet om. Onsdag formiddag er der pressekonference (!) og fotografering og så spilles der 4 eller 5 forstillinger de næste dage, for forældre, for byens borgere, skoler, andre efterskoler og hvem der ellers måtte være interesseret. Som nævnt glæder jeg mig helt vildt - og bliver helt "rørstrømsk" når jeg tænker på det. At være "skuespiller", at være med i en proces, at min "lille" Stoffer lever/udlever en drøm - det må være skønt.  Nu nærmer efterårsferien sig - og da det gik op for Christoffer blev han helt bleg -

Går måske over grænsen, men det ser sgu så sovt ud...

En mand med respekt for sig selv og sine omgivelser, skal altid sørge for, at have et godt transportmiddel og en god turban....