Efter en kop hurtig morgenkaffe og lige så hurtig oprydning i bilen, satte vi os alle ind og påbegyndte turen til Nordjylland. Klokken var 9.00 og der ikke megen trafik på motorvejen bortset fra de normale klumper omkring Vejle og Århus.
Når morgenkaffens koffein og nikotinens rus hhv. svækkes og styrkes er det naturligvis tid til en lille pause. De blev provianteret med et par sandwichs, lidt kilevand og et inspirerende modeblad til bagsædepassagererne og efter at havde mødt en kollega – mærkeligt sted – drønede vi videre mod vores nordjyske eventyr.
Rejsens første og i virkeligheden vigtigste mål blev nået i Lønstrup. Den lille fiskerby tæt ved Vesterhavet er fortsat "uberørt" af turismens skilte- og grillbarsverden. Husene er flotte og arkitekturen er præget at det originale. Der ligger en SPAR-købmand, et par restauranter og enkelte gallerier, men man føler endnu ikke at man omringes af sommerhushungrende friværdiskøbere, Lønstrup er stedet hvor de "rige" og kendte holder til – hvilket holder andre derfra. Efter en omklædning, på med støvler og trøjer tog vi en tur langs Vesterhavet, der bruste og skummede som kun Vesterhavet formår. Vi gik ved foden af de store skrænter og kiggede skiftevis op for at sikre os at intet kom ned – og kiggede ned for at sikre os, at vi ikke overså en af de berømte kokainpakker der er drevet i lang i området de seneste uger. Da stranden ikke var til at forcere længere, tog vi en trappe op ad skrænterne og fulgte de mod Maarup Kirke – vores mål. Skrænterne var skræmmende og stien vi gik på havde en underlig "hul" lyd. De flotte sommerhuse vi passerede var stort set alle sat til salg – forståeligt nok – for med mindre end 20 meter til skrænten er de i konstant fare for at blive revet med – og kan man sælge inden…. De er der naturligvis ingen den kan.
Kirken er nu delvis revet ned. Halvdelen af kirkegarden er væk og kirkens tag en og vægge er nedtaget og nummereret. Kirken ligger nu 4 meter fra en 30 meter dyb skrænt – og en god efterårsstorm vil hurtigt mindske afstanden. Man nedtager kirken i samme fart som skrænten nærmes sig den. Ryger der en meter af skrænten, ryger der også en meter af kirken. De fleste grave er væk – men kun dem der er i direkte fare for at blive spredt over vestkysten tages op – resten bliver liggende til faren er større. Tænk at kirken i sin tid lå 4 kilometer fra kysten! Det var en underlig fornemmelse at se det voldsomme hav æde sig ind på "vores" område. Det forventes at kirken er helt væk i 2012 – stedet er absolut et besøg værd inden.
Nu satte regnen ind – temmelig kraftig, men vores 3 kilometer tilbagetur blev klaret med højt humør, og efter et besøg hos den lokale bager var sukkerniveauet også i top. Ind i bilen og af sted til næste stop.
Fra toppen af Rubjerg Knude er der ca. 90 meter ned. De 50 meter der består af de voldsomme skrænter, de resterende 40 meter er sand – en Rubjerg Mile, en bunke sand hvor blot en brøkdel ville gøre gavn i min have. Som små kåde børn forcerede ungerne milen på den korteste vej – lige op gennem sandet, vi andre, halvgamle valgte at tage en lille sti der var knap så stejl, men lige så mælkesyreopbyggende. Fra milens top har man en fantastisk udsigt og midt i den ligger der et fyrtårn der stille og roligt opsluges. Det blæste godt deroppe, men på grund at regnvejret var sandet vådt og ikke flyvefærdigt. Jeg kan forestille med en blæsende dag med tørt sand kan give nogle tusinde "nålestik". Nedstigningen blev foretaget i hhv. løb og hop – og kåde og godt gennemblæste satte vi os igen ind i bilen for at fortsætte turen.
Få km syd for Rubjerg fyr ligger badebyen Nørre Lyngby. Byen er forblæst og virker "død" på trods af de mange sommerhuse i området. De skyldes især, at byens fremtid ikke er særlig god. En store del af byen er allerede taget af havet og der er ingen der vil investere i noget som helst. De yderste sommerhuse ligger 3 meter fra skrænten og er beboet af tyske turister der bruger stedet til kite-surfing – jeg boede der ikke i mine vildeste fantasier – og ca. 100 meter fra skrænter ligger der et stort, forladt feriecenter. Det ligner et typisk 80ér byggeri, i en smart gul farve der stille og roligt slides af, træværket er helt lyst af salt og tæring og ved hovedindgangen er der et gammelt "til salg" skilt og en håndskrevet seddel der siger, at stedet er lukket. Det er endnu ikke en spøgelsesby, men på vej derhenad – creepy.
Fra den ene yderlighed til den anden. Fra Nørre Lyngby til Løkken. Det var nu et godt stykke over middag, så besøget i Løkken skulle, ud over shopping, også indeholde en frokost på en god fiskerestaurant. Desværre havde restauranten lukket, men i Løkken er der på trods af årstiden masser af spisemuligheder. Vi fandt en "eat alle you can" restaurant hvor vi fik varmen og masser af mad. Det var billigt, det var hyggeligt og vi nød at sidde i ro og fred i bløde stole mens et stor tag-selv bord indbød til "en tallerken mere…". Løkken i efterårsferien er ikke helt død. Butikkerne skal af med de sidste varer, så der var rig mulighed for at gøre et kup. I og med at varerne skal væk – er priserne reduceret betragteligt, 50 % eller mere, og da det er butikker med modevarer, skulle de alle gennemses – og lidt røg der da med.
Det ægte Vesterhav ligger i Blokhus og byen rummer utallige ferieminder – det seneste, "vores" poolhus med masser af gæster og satellitkanaler, bowling og udflugter i 2007 (vistnok). Naturligvis måtte vi også en tur gennem Blokhus, især for at shoppe. Lige som i Løkken skal varerne sælges ud – og det blev de. En butik have sat varerne ned med 75% - og det var mærkevarer, Dolce & Gabbana mv., så Caroline fik opdateret sin garderobe med italiensk designertøj. VI andre kiggede gummistøvler og huer…
En tur på graven skal der også være tid til. Efter at have kørt Åby rundt efter en blomsterbutik, endte vi med at købe et par buketter i døgneren, som altid, og gik på graven. Der ligger de – som Miffi ville have sagt; "der ligger dragerne" i familiegravstedet. Det er lidt vemodigt at se Poul Christian og Thyra ligger der, de er jo "levende" for mig endnu. Vi satte nogle smukke, diskrete, buketter, fik tisset af – og indstillede gps´en på Struer – hvor Sigurd og Nancy havde sat os i stævne på en lokal restaurant.
Fra Åbybro til Struer er der faktisk ret lang vej. Vi kom igennem Brovst, Fjerritslev og Thisted, over Oddesundbroen for at parkere foran Struers lokale biograf. Det morsomme ved byen er, at den er et stort socialt fællesskab. De har netop åbnet en moderne biograf. Den kan i sig selv ikke gå, så derfor styres den af frivillig arbejdskraft. Indbyggerne skiftes til at sælge billetter mv. og nogle unge mennesker har forpagtet en del af biografen til en smart og enkel restaurant. Der fik vi aftensmaden, og i takt med at sulten faldt steg trætheden i kroppen. Efter middagen tog vi aftenskaffen på Baldersvej, inden vi omkring kl. 23 på ny startede Seaten og vendte næsen hjemad.
Trætte, rødkindede og mætte endte vi på 6.julivej. Alle havde haft en forrygende tur, vi havde set en masse nyt, set en masse kendt og hygget os hele dagen. Det var en af de ture man husker som "ikke anstrengende" på trods af den megen kørsel. Vi havde forberedt os, sat os et passende tempo og taget de pauser der skal til.
Caroline sætter egne billeder fra turen ind senere….
Jeg synes det er flot at dine børn ikke hader dig:)
SvarSletDejlig tur jeg prövede at rekonstruere den ved hjälp ag
SvarSletGoogle Earth.