Da Stefan Schumacher vandt enkeltstarten under dette års tour, var jeg sikker på at han var dopet i en eller anden form. Da han dagen efter kørte godt i bjergene og senere vandt endnu en enkeltstart - så jeg det som en klar bekræftelse af mistanken. Årene forinden var han en habil rytter, der ofte satte præg på etaperne, dog uden at vinde. deri har fristelsen nok ligget, at hente de sidste 5% - og gudskelov er han blevet taget - og forhåbenligt mange i kølvandet på ham.
At være cykelrytter må være den mindst intelligenskrævende sportsgren overhovedet - for rytterne bliver ved og ved med at dope sig - på trods af, at de gang på gang afsløres. Hvori ligger deres motiver? Jeg forstår dem overhovedet ikke - for nu ved man jo, at medicinalselskaberne arbejder sammen med dopinginstitutterne, bla. med sporingsmolekyler i produkterne. Dumhed alene kan ikke forklare det. Der må være andre motiver og et af dem er, at det er "accepteret" indenfor cykelsporten i en eller anden form. Hvordan kan teamejere gang på gang ellers forklare sig selv, at middelmådige ryttere som Schumacher pludselig, som Riis i sin tid, bliver topryttere. Her nytter det heller ikkke at Gerolsteiners teamchef spiller overrasket og fortørnet. Han er lederen, det er han hold, de er under hans ansvar - også ligesom Riis - og så må man begynde at straffe teamchefer - og hele holdet, frem for en latterlig 2 årig straf, hvor rytterne uden dopingkontrol kan trænen løs - ofte betalt af en fremtidig arbedsgiver.
Kommentarer
Send en kommentar