Efterårsferieaktivitet

I et forsøg på at indhente noget af det mistede, er efterårsferien benyttet til at se nogle af de mange dvd´er som man bør se – og i tilgift er vejret så regnfuldt og koldt, at pejs og film er en god blanding og ikke rent tidsspilde. Næsten, bør jeg tilføje – for i går aftes, spildte jeg mere end to timer af ferien på…nej, ikke Rambo ej heller Iron Man – men seermagneten, og anmelderroste (se bill) danske film; Flammen og Citronen.

Over 900.000 personer alene har set den i biografen og delvist været med til at redde dansk filmindustri der skranter gevaldigt. Hvis filmmagerne ser filmens succes som retningsvisende for fremtidens danske spillefilm, så godnat, for en så dårlig film bør ikke kunne trække så mange tilskuere endnu en gang.

Filmen handler om Flammen og Citronen, to modstandsfolk der likviderer danske nazisympatisører i 1944. Flammen er en ung ”morder” og Citronen er en familiefar, der begyndte at brække sig 9. april 1940 – og som derfor må slå nazister ihjel, for at blive rask.  Mere baggrund får man ikke om hovedpersonernes motiver for at leve som jaget vildt. De to ”helte” vikles ind i mange forskellige forviklinger og sjælekvaler – der kvæler filmen og dræner den for spænding og gør den utroligt uvedkommende.

Efter at have set den, var min første tanke; ”hvad ville instruktøren fortælle mig?” – og nu, 15 timer efter leder jeg fortsat efter et halmstrå af svar – jeg aner det ikke. Filmen forsøger at sprede sig over så meget som muligt. Den vil vise de tapre danske modstandsfolk, den vil vise de ækle likvideringer, det tunge tyske åg over befolkningen og de feje danskere der samarbejder med Værnemagten. Filmen vil også vise et erotisk forhold mellem en ung mand (Flammen) og en moden kvinde, der har sin gang som elskerinde med Gestapochefen. Der er også historien om Citronen, der mister sin kone og barn til en mand, der bruger tid på familien frem for modstandsbevægelsen – samt, at vise de to ”heltes” deroute og fremmedgørelse i krydsfeltet mellem menneskelighed og pligt for Fædrelandet.

Det er ganske enkelt for meget – og ingen af målene nås bare tilnærmelsesvis.

Actionscenerne er amatøragtige – som i gamle dage – tyskerne er overvægtige, råber ”schweinehund” og løber 15 mand ind i en danske geværsalver gang på gang. Den tyske ledelse er dog velovervejet, ikke-nazister med tendens til filosofi og perversiteter..Som tidligere omtalt er personbeskrivelserne meget tynde – og bidrager ikke til billedet og personernes motiver. Det gælder alle personer i filmen, der ligner skabeloner og spiller derefter – maget tyndt.

Den erotiske undertone der ligger i forholdet mellem ”Flammen” og agenten (dobbelt) Ketty har en så utroværdig og træg dialog, at man føler sig hensat til en middelmådig fransk film fra halvtresserne. Naturligvis ender de i seng sammen og man aner Stine Stengades krop under lagnerne, men det alene er ikke nok til at skabe et erotisk drama – og sælger heller ikke billetter.

En af startscenerne forgår på en restaurant hvor 20 modstandsfolk samles omkring snaps og højtbelagt smørebrød for at ”fejre” deres vellykkede likvideringer. Restauranten er også samlingsstedet for Værnemagten, men tyskerne undrer sig naturligvis ikke over de larmende danske mænd. I sammen sekvens ser ”Flammen” agenten Ketty stå ved baren, alene – og går op til hende og prøver at score hende. Han, som den unge liderlige – hun, som den ordknappe, smukke og mysteriøse kvinde  og allerede der kender man filmens videre forløb – også her – for tyndt.

I en dansk produktion til 50 mio. kroner skal man naturligvis ikke gå op i detaljer.. og så alligevel. København ligner til forveksling Prag eller Babelsberg. ”Heltene” kører som de eneste uden bil med generator og efter hvert mord, spraymales den på 5 minutter – og tysker kan naturligvis ikke genkende bilen, som før var sort og som nu er blå. I stort set alle scener drikkes der vin og spises frugt (næsten), der er overflod af varer i butikkerne, og der ryges konstant – hele tiden en smøg i kæften. Agent Ketty har en smuk make-up, en afvekslende garderobe og en blond paryk der gør hende så ukendelig, at hun skiftevis kan gå mellem Gestapo og modstandsbevægelsen uden at vække opsigt.  Citronen går rundt med moderigtige to dage gamle skægstubbe, så flotte og trimmede, at jeg kunne blive misundelig – også over de færdigheder babaren må have med ragekniven…og sådan kunne jeg fortsætte, men på den anden side, hvad får man for 50 mio.?

Jeg havde på forhånd ikke de store forventninger til filmen, men selv de mindste kunne ikke være opfyldt. Den er så klichefyldt og giver et så falsk billede af heltemodet i besættelsestiden, at det er ærgerligt, hvis nogle i Kongeriget tror, at sådan var besættelsestiden…

Dansk films fremtid…hmmm, hvor er Vinterberg, Von Trier og de andre unge… de er savnet.