Familiedagbog

Nu kunne jeg bruge spalte op og spalte ned på at håne de forbandet heldige pølsetyskeres vej til finalen i verdens største fodboldcup, men det vil jeg undlade, for objektiv set gjorde Bayern det ganske godt, og er lige så fortjent videre som Real ville have været såfremt de havde scoret på straffe. Jeg vil i stedet håne Chelsea for deres uværdige "sejr" mod Barcelona. Naturligvis var det fortjent at Chelsea kom videre, de scorede, men at stille op i en semi-finale med 10 mand i boksen i bedste Færø-stil, må give spillerne en dårlig smag i munden. Tænk at fejre en finale-indtog på grund af held? Det kan man da ikke prale overfor sine børnebørn med, det er snarere pinligt. Men ak, fodboldguderne var ikke med Messi og Co, så de må tilbage til træningsanlægget. Generelt set var semifinalerne et nederlag for den fodbold vi alle holder af, men også en sejr, for en af fascinationerne ved spillet er netop dets uforudsigelighed - se bare på 92. Det er rart at der er andre aktører

Udfört af 4 cm egetraesplanker. Skruet nedefra ingen skruer i overfladen. Opskaaret uden lagering. (De kommer nok til at vride sig) vi faar se. En rift i pegefingeren.

Hun hører med til familien Clementine født i Kaschubien   ,gift med Franz og flyttet til Danzig Mor til 7 børn og tidlig enke. Polsk katolsk . I femte generation er hun med „ansvarlig“ for Carolines eksistens. en aller anden gen kombination har hun nok givet videre.. Vi har nok ikke meget tilfælles med Clementine og dog er hun i os. Om små halvanden hundred år er der måske igen   en underlig olding der har samme tanker,   sjovt ikke?

den 20.April 2012 Årets første tordenvejr, splitte mine cowboybukser, i tyve minutter uafladelig buldren, ingen regn trods mørke tunge skyer, så..    finalen med to lynild med umiddelbar skral, fra fjern en ukendt lyd, en tromlen i discant som vokser og vokser i styrke, bliktagene omkring godset, tusinde kvaratmeter solpaneler gir lyd, trommestikkerne er af is, endelig når haglen min plads i døren mod haven. I sekunder farver den grassplænen hvid, normal størrelse ,erbsensuppe størrelsen, gud ske lov - det kun går ud over borgmesterens falske Japan kirsebærtræ der stod i fuld flora. Så er solen der igen og dagen (Führers Geburstag) gør som om intet er sket. God weekend til den hård arbejdende flok clausens m.m

Gamle Arnold "Joachim   And" Märsk Mc Kinney Möller klarede sig i 98 aar, godt klaret men   sa gaar den ikke längere heller ikke for en der har hundrede milliarder i tegnebogen. Det er da engang retfärdighed hvis det kan tröste nogen. Jeg har altid betragtet ham som en af den slags Hellerup officersenker der donerde til vores ungdomsforening i Uffe Skolen. "Alt rolig ved gränsen?" Jeg tvivler ikke pa deres og Arnolds oprigtighed, der kom sku`fra hjertet. Han var vel ogsaa en god köbmand   og var respekteret i Bremen og Hamborg hvor han blev modtaget som en staatsmand. R.I.P. Retssagen fra Norge fylder ogsa her i   Tyskland prog -rammerne   pa samtlige kanaler. Jeg spörger mig selv om af hvilken interesse   og tör ikke tänke min formodning til ende. ZDFs värste morgenmagasin speaker mente da ogsa halv syv om morgenen Heute ist Oslo der Nabel der Welt! Derudover blander mange eksperter sig direkte ind i Norsk retspleje og kritiserer organi

I demokratiets sande ånd, viser norsk tv hele retssagen live, mod massemorderen Breivik. Det er ikke altid demokrati er har de bedste beslutninger… Jeg gider personligt ikke ofre et eneste sekund på sådan en tosse, for min skyld kunne de bure ham inde og så bare glemme ham. Jeg forstår ikke at se den selvfede tosse få den opmærksomhed han søger og næres af. Se ham lave en højreradikal hilsen, nægte at følge rettens regler og få tårer i øjenkrogen over sine egne usmagelige youtube-videoer – alt sammen en psykopats natur. Og netop fordi han er så forkvaklet i sit sind, er hans oplevelse af retssagen ikke det samme som en retssag burde give. Der angres ikke, intet fortrydes, men i stedet spejles hans syge ego og forstærkes i hans sind. Han føler det er hans (u)retfærdige opgør med et forbryderisk statsapparat – spild af tid for ethvert normalt tænkende menneske. Hvorfor så? Den norske forklaring er at afmystificere ham og hans gerning, med åbenheden vil man afchokere det norske samf

RIP

Det ville ikke være kraftige protester der ville kommer fra mig, hvis foråret satte ind. Nu har vi haft en uge med det dejligste solskin, den koldeste regn, det kraftigste haglvejr og de koldeste nætter - lad os lige få lidt orden på årstiden. Man trænger til at komme igang i haven, få smidt alt det gamle ud, få ryddet så der bliver plads til de nye skud der trænger sig på. Græsplænen har også nået et slåbart højdeniveau, men kulden gør, at jeg venter lidt endnu. Det ville også være rart af få vinterdækkene af, men om morgnen er det stadig kun omkring 2grader, så de har deres berettigelse endnu.  Det er heller ikke nemt med påklædningen, dun er passende om formiddagen, men man ligner en idiot kl. 14, med pelshætte.Det samme gælder for fodtøjet, Converse er koldt om formiddagen, Sorel er alt for varmt om eftermiddagen - ak sikke udfordringer man støder på.

Du ønskes et stort Tillykke med Fødselsdagen og en god dag fra alle os på Franneren. Sigrid,Marianne,Søren

Vi rejser Dannebrog og ønsker Far/farfar hjertelig tillykke med fødselsdagen...

Medens hundrevis af elefanter stormer henover mit skrivebord venter millioner af mecklenbörger trä er at jeg pa en eller anden maade skal afbilde* dem. Mit naeste projekt er imidlertid et nyt bord under lindeträet i gamle ausspannes have. Denne gang med gennemgaaende bordplade. 385x85 cm Det blir et logistikproblem hvordan. Det er egeträs- planker i tykkelse af 4 cm. !!! Dog venner frisk igang er snart fuldendt.

Lad der vokse ”Grass” over… Jeg har netop læst en klumpet og ret upoetisk oversættelse af Grass´ digt der har sat sindene i kog verden over – og tænker også, en gammel mand skal lige have et lille bekræftende kick inden han glemmes helt – og det skal jeg love for han gør. Digtet virker på mig (måske pga. oversættelsen), som en øvelse i at skrive en kronik med så få ord som muligt, men ord, han på forhånd ved, vil skabe ravage. De eksplosive ord er Israel og Iran, fortielse, antisemitisme, egne forbrydelser, hykleri og som tysker belastet nok. Ord der hverken er poetiske i sig selv og slet ikke i deres sammensætning – og digtet ligner mest tankerne fra en gymnasieelevs notathæfte. Nu må Grass ikke rejse til Israel og han får sikkert en masse tæv i medierne, mens han sidder på Møn og nyder dels at han fik sagt hvad han ville, dels den opmærksomhed han har opnået. Jeg forstår det ganske enkelt ikke.

Den   gamle Grass går nu fuldstændig agurk og hele Tyskland hidser sig op. En part fordømmer ham en anden delfordømmer ham og sir, der er nok noget ved sagen når Grass siger det. Nynazisterne og de evige revanschister klapper i hænderne .Ja og røvslikkerne er jo altid klar at hoppe i den   anden retning hvis der skulle vise sig en fordel for dem. Hvad har nissen, min yndlingsforfatter, elskede fortæller i   tidligere ar, da sagt?   tåbeligheder I form af et digt, der viser typiske gaammelmandsnak tendenser   om det at, nu kunne han ikke tie længere og selv om det matte følge fordømmelse af ham ,skulle det ud, han Nobelpristageren ofrede sig at kalde verden til erkendelse at den Iranske staat står for udslettelse af Israel og med dødsforagt ville han gras øve kritik mod den fæle atomstaat selv som TYSKER ville han stå op og pege på de skyldige   der   truer at føre verden du i et ragnarok. Jamen var det ikke irans præsident der klart medelte at ville udslette Isarel fra v

Det er lige inden angrebet sættes ind, nervøsiteten dominerer, magasinet tjekkes for tredje gang, man kigger på de andre der også står og småhopper utålmodigt. Man ved hvad man skal, nedkæmp fjenden, hold ”skanse” og afvent videre ordrer. Signalet til angreb lyder, alle stormer frem med et stille håb om ikke at være den første der opdages. Gruppen spreder sig mod de forskellige punkter der skal indtages. De første skud lyder, man søger dækning bag en mur. Kuglerne begynder at sprøjte omkring mig, er jeg opdaget? Omkring falder de som fluer, skal jeg affyre en salve, smide en granat eller bare ligge og håbe at jeg ikke rammes. Der genlades og jeg benytter chancen for at rykke frem mod målet. Jeg gemmer mig i en opgang, ligger helt fladt, tør ikke engang genlade. Der er fjender i nærheden, jeg hører deres salver men kan ikke se dem. Trangen til at krybe frem og fyre en salve er stor, men jeg vælger at blive liggende – og belønnes, da en sortklædt fjende kommer løbende, uvidende om

”Den vil jeg ha´”, tænkte Harald første gang han så den. Den store mægtige sten, kun en dagsrejse fra kongens by, ”Den vil være god som mindesmærke”. Den kom aldrig til den ære den var tiltænkt, men i stedet afløst af en lille gnalling, som siden tiltrak sig al opmærksomheden. Da en vanvittig præst tusinde år senere forsøgte at sprænge den i stykker for at bruge den til kirkebyggeri, stred den imod. Dels var den ikke kristen, dels var den forfængelig og ikke interesseret i at blive en del af noget andet, der måtte vel være en mening med at den skulle flyttes med isen mere end 1000 km, andet end til murværk. Der ligger den så, væk fra landevejen, gemt og næsten glemt, men alligevel tilfreds over den glæde den skaber. Børn forsøger at kravle op på den, fædre sikker også og mest fornøjet er den, når det er unge piger i sommerkjoler hoppe rundt og fniser – og et glimt af brune sommerben er vel ikke at foragte. 

Den falske japanske kirsebær havde forventet at skulle være den første i haven der viste sin pragt, men blev igen i år overhalet af den gule ”xxx”, som hvert år. At det så også er hundekoldt gør det ikke bedre. Forfædrene i Japan havde det bedre. Først og fremmest var vejret altid godt, altid lunt og skønt at vise sin lyserøde pragt frem i. Man blev også passet og plejet, klippet og stynet – og beundret, selvom man stod i en flok med 50 andre. Her, i kulden, står man alene og bliver kun plejet når alderdommens råd gennemsyrer en, trist. 

Mon Pave Benedict sidder og tygger på sin blyant, skuer ud over Rom gennem det halvåbne, mens han funderer over påskens prædiken. Gardinet bevæger sig stille i den halvkolde vind og han tænker tilbage på sidste uge, hvor han ikke bare befandt sig i det dejlige latinamerikanske klima, men hvor han også gav marxismen tørt på. Ved den sidste tanke kan han ikke undgå at trække lidt på smilebåndet.  Der bankes let på døren og hans personlige tjener kommer med en kop varm Cafe latte, der spreder sin duft i hele lokalet.

Jeg ville gerne befinde mig i Berlin, Rom eller Paris, en tur til Købenavn ville endda være dejligt, men det ville være dumt at underkende en påskeferie derhjemme, i kulden og blæsten, for det er hvad vi trænger til. Marts måned har været barsk og antallet af blogindlæg fra min side har vist været noget af de laveste i alle årene. Der kunne skyldes at der intet var at blogge, men snarere, at der ikke har været tid, inspiration og overskud til at få lavet de indlæg der burde væe lavet. Alle beboere har benyttet weekenderne til at slappe af, komme ned i tempo, kurere småskavanker såsom ømhed og snot, læse se tv, gå ture eller bare mærke tiden gå – uden at skulle noget. Her i huset skal vi altid noget, en eller anden opgave ligger og lurer, hvad enten det er endnu en opvisning, endnu en spansk aflevering, en svær forældresamtale eller skabe overblik i en større offentlig økonomi, derfor er vi også alle gode til at lukke ned når vi har muligheden. Caroline ar snart overstået

Paa vejen til Berlin holdt Marianne og Sören en pause i Walkendorf. Vi havde en skön aften sammen . De overnattede i vores Penthouse og tog Mandag ved ellvetiden rejsen mod maalet op igen. Skön tid med de unge mennesker og anbefales til andre rejselysten familiemedlemmer .