”Den vil jeg
ha´”, tænkte Harald første gang han så den. Den store mægtige sten, kun en
dagsrejse fra kongens by, ”Den vil være god som mindesmærke”. Den kom aldrig
til den ære den var tiltænkt, men i stedet afløst af en lille gnalling, som
siden tiltrak sig al opmærksomheden. Da en vanvittig præst tusinde år senere forsøgte
at sprænge den i stykker for at bruge den til kirkebyggeri, stred den imod.
Dels var den ikke kristen, dels var den forfængelig og ikke interesseret i at
blive en del af noget andet, der måtte vel være en mening med at den skulle
flyttes med isen mere end 1000 km, andet end til murværk. Der ligger den så,
væk fra landevejen, gemt og næsten glemt, men alligevel tilfreds over den glæde
den skaber. Børn forsøger at kravle op på den, fædre sikker også og mest
fornøjet er den, når det er unge piger i sommerkjoler hoppe rundt og fniser –
og et glimt af brune sommerben er vel ikke at foragte.
Kommentarer
Send en kommentar