Det er lige
inden angrebet sættes ind, nervøsiteten dominerer, magasinet tjekkes for tredje
gang, man kigger på de andre der også står og småhopper utålmodigt. Man ved
hvad man skal, nedkæmp fjenden, hold ”skanse” og afvent videre ordrer. Signalet
til angreb lyder, alle stormer frem med et stille håb om ikke at være den
første der opdages. Gruppen spreder sig mod de forskellige punkter der skal
indtages. De første skud lyder, man søger dækning bag en mur. Kuglerne begynder
at sprøjte omkring mig, er jeg opdaget? Omkring falder de som fluer, skal jeg
affyre en salve, smide en granat eller bare ligge og håbe at jeg ikke rammes. Der
genlades og jeg benytter chancen for at rykke frem mod målet. Jeg gemmer mig i
en opgang, ligger helt fladt, tør ikke engang genlade. Der er fjender i
nærheden, jeg hører deres salver men kan ikke se dem. Trangen til at krybe frem
og fyre en salve er stor, men jeg vælger at blive liggende – og belønnes, da en
sortklædt fjende kommer løbende, uvidende om at jeg har gemt mig. Jeg fyrer tre
små salver mod hans ryg, han når at svare igen, men ikke nok, jeg får ham. Sekundet
efter rammes jeg af en bazooka, falder omkuld og det sortner for øjnene. Død.
Pyh, godt jeg
er skolelærer med en x-box.
Kommentarer
Send en kommentar