Gå videre til hovedindholdet

9. april

Lad der vokse ”Grass” over…

Jeg har netop læst en klumpet og ret upoetisk oversættelse af Grass´ digt der har sat sindene i kog verden over – og tænker også, en gammel mand skal lige have et lille bekræftende kick inden han glemmes helt – og det skal jeg love for han gør.

Digtet virker på mig (måske pga. oversættelsen), som en øvelse i at skrive en kronik med så få ord som muligt, men ord, han på forhånd ved, vil skabe ravage. De eksplosive ord er Israel og Iran, fortielse, antisemitisme, egne forbrydelser, hykleri og som tysker belastet nok. Ord der hverken er poetiske i sig selv og slet ikke i deres sammensætning – og digtet ligner mest tankerne fra en gymnasieelevs notathæfte.

Nu må Grass ikke rejse til Israel og han får sikkert en masse tæv i medierne, mens han sidder på Møn og nyder dels at han fik sagt hvad han ville, dels den opmærksomhed han har opnået. Jeg forstår det ganske enkelt ikke.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Tillykke med fødselsdagen...

Idag er det Farfars fødselsdag, hurra hurra hurra.... Kære FarFar - tillykke med de 75 - det var da lidt af en kamp at nå så langt, men vi glæder os alle over at dagen kan fejres stille og roligt. Nu skal du bruge kræfterne på at blive i bedre form og for alt i verden være tålmodig - så tager vi den derfra. Os alle i Fredericia

Refleksioner efter en lang dag

Kommunikationsnedbrud….altså bare rent blog-indlægs-mæssigt. Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har forsøgt mig med et blogindlæg med indhold – hvad enten det er regeringsomdannelsen, spritkørsel eller OL – men, ak, intet er der kommet på nær en bunke "kladder" der ikke egner sig ti offentliggørelse. En ting er at "Skitfisken" på Urban er gået i stå, hav værre er, at end ikke på familiebloggen formår jeg at opdatere dagligdagen, på den anden side: intet nyt…. Jer er ved at skrive på en roman…eller en novelle…et essay måske….og har formen…men intet indhold. Romanen sker gennem brevudvekslinger mellem to mænd, der har et eller andet fælles…men som de ikke kan tale om, men som de er "dømt" til at skrive om – for i det øjeblik noget skrives, reflekteres der –og derigennem opnår de en bevidsthed omkring de problematikker der har været igennem. Jeg ved bare ikke hvem der skal skrive sammen, hvad de har til fælles eller hvad de overhovedet skal skrive om